0
Unique selling points
Gratis fragt v. køb over 750kr. / Køb og afhent i butik
Kundeservice
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Vejen til marathon: Løbsberetning fra Copenhagen Marathon

Det er altid svært at gengive et marathon-løb. Hvordan fortæller jeg bedst om at løbe 42 kilometer i Københavns gader uden at det fortaber sig i ligegyldige og kedelige detaljer som pace, tempo eller hvor mange glas energi-drik jeg skyllede ned ved depotet i Fælledparken. Jeg vil gerne forsøge at fortælle en anden historie. Jeg vil gerne fortælle om nogle af de tanker, som ramte mit hoved undervejs på turen rundt i København og nogle af de følelser, der uværgeligt fylder kroppen under et marathonløb - uanset om man bruger det på 2 ½ time eller på 5 timer. Tempoet er forskellige, men jeg tror på at følelserne undervejs er fælles. Derfor vil jeg gerne fortælle om dette. Jeg vil gerne fortælle de historier, der binder os sammen som løbere fremfor dem, der på små, umærkelig og uvæsentlige punkter, adskiller os som løbere. Dette er min beretning fra Copenhagen Marathon 2017.

Hele lørdagen ser man dem i bybilledet. Mennesker, der bærer en hvid pose over den ene skulder. Jeg ser dem overalt i København. Mænd og kvinder, der diskret, men alligevel åbenlyst bærer det tydelige tegn på, at vi sammen deler noget stort. Vi bærer den hvide pose over vores skulder som et hemmeligt håndtryk til en loge. Den hvide pose. Det kan virke tilfældigt. Det er det ikke. Jeg passerer dem på gaden, men lader mit blik hvile på dem et øjeblik. Jeg vurderer dem. Måske får vi øjenkontakt og jeg forsøger måske at signalere til dem med mine øjne, at vi er fælles om det her. Et lille nik, der måske gengældes. Jeg begynder at spekulere på, hvad der har bragt dem til lige dette øjeblik. Hvilke hændelser i deres liv har gjort, at de i morgen løber 42,195 kilometer? Hvad er deres historie? Deres marathon-historie. Fortællingen om, hvordan de besluttede sig for at se denne udfordring i øjnene. Er det resultatet af flere års tilløb og forberedelser eller en spontan beslutning? Er det deres første marathon eller endnu et i en lang række af marathonløb?

Dagen før et marathon er altid fyldt med faste rutiner. Jeg starter dagen med en kort og rolig løbetur for at ryste lidt liv i benene. Så spiser jeg en god portion morgenmad og derefter tager jeg sammen med min kæreste Lea ud til Expoen i Sparta Hallen for at hente vores startnummer. Jeg skal løbe mit syvende marathonløb og Lea er en af de mange debutanter, der i morgen skal have deres første oplevelse med den klassiske distance på 42,195 kilometer. På Expoen snakker vi med løbere, som vi kender ligesom vi får en lang snak med Mikkel fra Saucony og Mette fra Hechmann Running.

Vi drikker en kop kaffe på en cafe på Østerbro med et vennepar. Vi tager hjem og slapper af på hotellet inden vi mødes med nogle andre fra løbefællesskabet AaRun og spiser aftensmad med dem. Inden vi går i seng, sætter vi startnummeret fast på brystet og finder de sidste ting frem inden løbet i morgen. Jeg slukker lyset og for en gangs skyld, sover jeg som en sten natten inden et løb.

Søndag formiddag er jeg igen tilbage ved det sted, hvor det hele startede. For 3 år siden, da jeg stod her på Islands Brygge første gang med et startnummer på min blå singlet fra Nike, anede jeg ikke noget om, hvordan det hele foregik og jeg gik planløst rundt og så mig omkring imens jeg prøvede at forstå og begribe hele scenariet. I år føler jeg mig som en af de rutinerede. En af de indviede og bevæger mig stedkendt rundt sammen med Lea. Selvom det blot er mit syvende marathonløb og jeg ikke er specielt rutineret af den grund, er det alligevel en god følelse. Det er lidt som at “komme hjem”. Vi siger farvel til hinanden og pludselig står jeg igen i startboksen imellem tusindvis af andre, forventningsfulde løbere. Så lyder braget fra startpistolen og pludselig er vi i en anden verden.

Jeg har lovet Laura, som jeg kender fra AaRun, at løbe pace for hende. Hendes marathon-tempo er næsten det samme som mit og jeg har lovet at følges med hende på de første 25 kilometer. Herefter er planen, at jeg lader mig falde tilbage og løber stille og roligt i mål. Sammen med os løber også Lauras kæreste Jacob. Da vi løber over startstregen kan vi høre det lille, men tydelige bip fra et hav af løbeure, der begynder at opmåle distance og udregne tid. Jeg trykker på også på mit ur og mærker dets svage vibration mod mit håndled. Nu er vi igang. Det er altid en særlig følelse, der rammer en, når løbet skydes i gang. Kroppen og hovedet er fyldt med adrenalin. Farten er unaturligt høj og bagfra presser løbere sig på for at komme frem, som om de tænker at deres marathon afgøres på de første 500 meter af løbet. Inden vi får set os om har vi løbet den første kilometer. Vi løber stadig tæt og jeg forsøger at finde den rette rytme for os alle tre og det rette tempo ud fra den plan, som jeg nogle dage forinden har aftalt med Laura. Det kræver tålmodighed at løbe et godt marathonløb og det kræver disciplin at kunne holde igen fremfor at blæse afsted i starten og ende med at eksplodere efter 30 kilometer.

Der er nogle kilometer i et marathonløb, der forsvinder hurtigere end andre. Det er uden tvivl forskelligt fra løber til løber, hvilke kilometer det drejer sig om, men jeg er overbevist om, at vi allesammen løber med en følelse af, at vores ur tæller særligt langsom på bestemte tidspunkter i løbet. Det handler ikke om, at vi sætter tempoet ned men illustrerer blot det faktum, at den indre kamp, der foregår i løbet af et marathonløb ikke blot er en kamp imod trætheden i benene, men en kamp mod ens eget hoved. Det er en kamp, som vi alle kæmper for at udholde den monotoni, som løb også bærer præg af og ikke mindst de træthedssignaler, som kroppen sender til hjernen. Det er den kamp, som alle der ender med at krydse målstregen har kæmpet og vundet. Vi kæmper den alle sammen på forskellige tidspunkter undervejs i et marathon. Vi måler os ikke på tempoet i løbet, men anerkender kampen, som vi alle sammen vandt. Det er det, der binder de 10000 løbere sammen i søndags.

Den kamp bliver jeg vidne til efter at vi har løbet omkring 15 kilometer. Stille, men sikkert begynder farten at sive ud af vores lille tremands-gruppe. Vi snakker kort, og Laura giver udtryk for, at vi er nødt til at afvige lidt fra planen og sætte tempoet ned med nogle få, men vigtige sekunder. Lige i det øjeblik bliver jeg faktisk irriteret på hende over, at vi kommer til at “miste” tid på grund af det, men den irritation varer ikke mange minutter. Jeg kigger på Laura og ser, at hun allerede er i fuld gang med at udkæmpe en indre kamp. En kamp, som jeg ved at hun kommer til at vinde. En kamp, som jeg selvfølgelig vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe hende med at vinde. Jeg finder et godt samarbejde med Jacob, hvor vi hele tiden har fokus på at støtte og hjælpe Laura igennem løbet. Vi drejer ud på Frederiksberg Alle og rammes i samme øjeblik af en mærkbar modvind. Vi løber tæt sammen med Laura bag os, så hun kan ligge i læ for vinden. Vi arbejder sammen og vi løber sammen. Det er en god følelse. Det er en følelse af at være en del af et fællesskab.

Fællesskab er et af de centrale begreber i forbindelse med søndagens Copenhagen Marathon. Det fandtes i forskellige former, og jeg mærkede det på forskellige måder. Et af det mest synlige eksempler på dette, oplever vi da vi har løbet 27 kilometer. Vi rammer Dronning Louises Bro, hvor NBRO har deres faste cheer-zone. Det er svært at beskrive, hvordan det føles at løbe ind i det kaos af råb, konfetti og røg, som er på broen. Mine hår på armene rejser sig og jeg ved instinktivt at jeg er en del af noget helt særligt. Larmen er øredøvende og vi bliver nærmest båret igennem uden at skulle flytte benene. Sådan er det mange steder på ruten.

Foto: Sofie Riisgaard, NBRO Running

Overalt bliver vi mødt af tilskuere, der både hepper imens de venter på den ene løber, som de kender, men også tilskuere, som bare har valgt at bruge denne smukke og solbeskinnede søndag i København på at skabe en unik atmosfære og selvom de ikke nødvendigvis kender nogle af deltagerne, så står de alligevel og klapper og kommer med opmuntrende ord. Det kan måske virke ubetydeligt for udenforstående, men når man har løbet 35 kilometer i bagende sol og alt i kroppen gør ondt, kan jeg ikke forklare, hvor meget det betyder, at en person, som jeg passerer lige siger “kom så Thomas - det ser godt ud!”. Det betyder alverden! Det giver følelsen af at være en del af et kæmpestort og betydningsfuldt fællesskab, der strækker sig ud over de forskelle, som umiddelbart kan være synlige, men i stedet binder os alle sammen!

Da vi løber ned af Dronning Louises Bro, siger jeg farvel til Laura og Jacob. Nu er det ikke længere vores løb, men deres løb. Jeg sætter tempoet ned og indstiller mig mentalt på at løbe alene de sidste 15 kilometer. Det bliver en anelse sværere, end jeg havde forestillet mig og en enkelt gang strejfer tanken om at udgå af løbet mig. Den skyder jeg selvfølgelig væk igen med samme hastighed, som den indfandt sig. Selvfølgelig skal jeg i mål. Selvfølgelig skal jeg gennemføre Copenhagen Marathon for fjerde gang! Jeg løber de sidste kilometer i mål. Undervejs passerer jeg masser af løbere ligesom mange løbere overhaler mig på de sidste kilometer. Jeg løber stille og uden at sige noget, og lader tankerne dvæle ved de løbere, som jeg ser på ruten. Jeg vender igen tilbage til forestillingen om, hvad der har bragt dem til netop dette øjeblik, hvor vi drejer til venstre på Ny Kongens Gade og svinger ud på H.C. Andersens Boulevard. Foran ligger Langebro og den sidste kilometer ned mod Islands Brygge. Vi har hver vores historie og fortælling om, hvad der bragte os frem til dette øjeblik. Den er forskellige fra løber til løber, men lige nu er vi her sammen. Vi er her sammen i netop dette øjeblik. Jeg tænker tilbage på den regnvåde søndag i 2014, da jeg løb her første gang og erkendelsen af, at jeg var igang med at gennemføre mit første marathon-løb ramte mig. Jeg kigger på løberen foran mig, der har en rød trøje på og spekulerer på, om han løber her for første gang. Det bilder jeg mig ind og i det sekund er jeg faktisk en smule misundelig på, at han skal opleve det, som for altid har indprentet sig i min hukommelse - nemlig første gang jeg krydsede målstregen som marathon-finisher.

Jeg løber ned af Langebro og de sidste 800 meter til målstregen. Jeg kommer i mål og stopper mit ur. Jeg henter min bagage-pose og tænder min telefon. Jeg åbner app’en og tjekker, hvor langt Lea er nået på ruten. Nu handler det om hende. Jeg venter på, at hun løber i mål på sit første marathon. Jeg står ved målstregen i en halv time og ser hundredvis af løbere, der løber i mål. Nogle løber lydløst i mål og stopper deres ur. Nogle løfter armene i vejret. Andre brøler deres glæde ud. Enkelte må have hjælp af samaritterne til at støtte på benene. Vi kommer i mål på forskellige måder og viser vores glæde og stolthed på hver vores måde. Alligevel er det fascinerende og opløftende at betragte dette scenarie. Det fylder mig med glæde. Folk, der aldrig har mødt hinanden før, tager om hinanden og giver hinanden et inderligt kram. Der uddeles high-fives og ønskes tillykke. Der udveksles historier fra løbet. Vi er allesammen forskellige, men alligevel er vi allesammen fælles. Vi har gennemført på vidt forskellige tider, men vi har allesammen kæmpet hver vores kamp i løbet af de 42 kilometer, der bragte os rundt i hele København. Vi anerkender kampen hos den enkelte og er fælles om at dele glæden ved at have gennemført et marathonløb. Vi er fælles! Det er måske den vigtigste historie, som jeg vil fortælle om løbet i søndags. At en individuel sport som løb er båret af og står på skuldrene af det fællesskab, der binder alle os løbere sammen.

Så kommer Lea i mål. Hun løber sammen med hendes faste løbemakker Julie. Hun krydser stregen og bryder i det samme ud i gråd. Hun gjorde det. Hun gjorde det også. Sammen med Julie og tusindvis af andre løbere, vil hun nu for altid bære stoltheden over at kunne kalde sig for marathon-finisher.

Næste år står de måske på startstregen igen. Så vil de være de rutinerede imens andre vil stå og trippe nervøst op opleve det hele for første gang. Vi vil være forskellige, men i sidste ende vil vi være fælles. Fælles om at løbe 42 kilometer. Fælles om at have overvundet alt det i os, der fortalte os at vi aldrig ville kunne gennemføre et marathonløb. Det er et godt fællesskab og en del af hver vores vej til marathon.

Kæmpe stort tillykke til alle Jer, der gennemførte i søndags!

/Thomas

Læs flere af blog-indlæggene i Thomas' marathon-føljeton her:

  1. Den første gang
  2. De lange træningsture
  3. Det svære valg af løbesko til den store dag
  4. Så lang tid tager det at løbe et marathon
  5. Løbeur - bling bling eller træningsredskab
  6. Den svære nedtrapning
  7. Valg af tøj til marathon
  8. Dette bør du overveje ift. dit energiindtag
  9. Sådan lægger du en energiplan
  10. Dette skal du pakke til et marathon