0
Unique selling points
Gratis fragt v. køb over 750kr. / Køb og afhent i butik
Kundeservice
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Et nyt år og et mål er sat - med cheftræner Nikolai i babyjoggeren

Forhenværende eliteløber, Annemette Rosén (tidligere Annemette Jensen) løber sig i form til BT Halvmarathon med junior i løbevognen.

I månederne frem mod BT Halvmarathon lørdag den 1.maj 2016 vil I kunne følge mig på denne blog og forhåbentlig få inspiration til at gennemføre det fantastisk skønne godt 21 kilometer løb nord for København. 

Mange medaljer på hylden – nu også en baby

Jeg er tidligere elitelangdistanceløber og har bl.a. vundet Zürich maraton i 2004, deltaget ved EM (2002), VM (2003) og OL (2004) på maratondistancen og derudover har jeg løbet en masse maratonløb, halvmaratonløb, 5/10 kilometer løb og crossløb rundt omkring i hele verden - særligt i årene 1994-2006. Jeg har også vundet BT halvmaraton i 2000 og 2005 og har dejlige minder derfra. Min pr. på halvmaraton er sat i 2003 i Den Haag i Holland og lyder på 1.11.36 og min pr. på maraton er sat i Zürich i 2004 og er på 2.30.07.

Det er efterhånden mange år siden, at jeg rejste rundt i verden og løb alle mulige eksotiske steder og livet har ændret sig meget siden. Her i 2015 er jeg blevet mor til lille skønne Nikolai på 8 måneder. Formen er langtfra ”fordums tider” selvom jeg siden afslutningen på min løbekarriere tilbage i 2005 har holdt mig i form via løb, havkajak, svømning og vandring. 

Halvmaraton uden arme ;-) og med ny cheftræner

Vi kender det alle så godt på denne tid af året: Et nyt år begynder og nye mål bliver sat. Det gælder også for mig! 

2016 skal være året, hvor jeg gennemfører BT. Halvmaraton igen …… denne gang sammen med Nikolai i babyjogger! Selvom jeg har løbet OL på maraton og været i ganske god form …..så synes jeg ”squ” det bliver hårdt at skulle løbe 21 kilometer med en babyjogger! Jeg har ”øvet” mig 4-5 gange her i november/december og indrømmet, så synes jeg det er lidt hårdt ikke at have armene som hjælp til at trække med! Jeg kan på nuværende tidspunkt løbe 8-10 kilometer med babyjoggeren i ca. 5.15 tempo. 

Jeg GLÆDER mig til igen at have et mål og til at have en udfordring. Det vil være lille Nikolai som er CHEFTRÆNER og han bestemmer, hvor meget tid jeg kan bruge på at træne og hvornår jeg kan løbe   (Og mit arbejde som pædagogisk leder i folkeskolen bestemmer det også, når jeg starter op igen efter endt barsel til marts).

Det skal være sjovt

Det væsentligste budskab i bloggen vil være, at det være sundt og sjovt at løbe. Åndsløs træning uden glæde vil ikke føre til en god løbeoplevelse ved BT. Halvmaraton den 1.maj. Den filosofi har jeg altid båret med mig - også som eliteløber. Jeg har aldrig lavet stramt styrede træningsprogrammer og det vil jeg heller ikke gøre den næste 16-17 uger frem mod BT. Halvmaraton. Jeg har altid løbet ud fra enkle træningsprincipper og også ladet mig styre af vejret. Det er trods alt sjovere at lave intervaller eller fartleg, hvis solen skinner end hvis det øser ned. Det skal være sjovt at træne!

I uge 1 vil jeg løbe 8-10 kilometer med babyjoggeren og glæder mig til at berette derom på bloggen her! I uge 1 vil jeg skrive lidt omkring mine erfaringer med at sætte mig et mål og om hvilke enkle træningsprincipper, som jeg vil følge frem mod mit mål den 1.maj 2016. 

I vil i øvrigt kunne følge al min træning på Endomondo, hvor jeg også skriver hvis jeg laver ”alternativ træning” som svømning eller ror i ergometer i kælderen herhjemme…..hvilket dog ikke sker så tit ☺.

Løberhilsen Annemette Rosén (tidligere Annemette Jensen).