0
Unique selling points
Gratis fragt v. køb over 750kr. / Julegaver byttes t.o.m. 31/1 '17 / Køb og afhent i butik
Kundeservice
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Warning message

The subscription service is currently unavailable. Please try again later.

9000Running - en motionists refleksioner over løb

Regnen siler nu trøstesløst ned over 10.000 løbere! Egentlig byder jeg det velkommen for selvom det ikke er varmt i dag, er det alligevel rart at blive kølet ned. Erkendelsen har lige ramt mig selvom jeg stadig mangler næsten 3 kilometer: Du er ved at gennemføre et marathonløb! Da vi løber igennem pladsen foran Christiansborg er en løber ved siden af mig ved at besvime at udmattelse. Nogle tilskuere springer til og hjælper hende! Jeg fæstner blikket på vejen foran mig og forsøger at holde fokus selvom hovedet er ved at eksplodere at tanker lige nu. Da vi drejer ud på H.C. Andersens Boulevard står Henrik lige pludselig og hepper og råber! Han klapper mig på skulderen og løber med 100 meter og jeg får de sidste tilråb inden turen går over Langebro. Følelsen her er helt vanvittig. Som løber skærer man sig igennem tilskuerne, der trodser vejret og hepper os frem. Vi løber så tæt, at jeg flere gange strejfer tilskuere efterhånden som menneskemasserne åbner sig op for os! Da vi løber ned under Langebro og ind på opløbet er larmen øredøvende! Jeg får en kæmpe klump i halsen og mærker en par tårer i øjnene! Du gjorde det, du gjorde det fandeme!!! Det føles uvirkeligt og jeg er så fantastisk stolt! Pludselig er jeg i mål. Jeg stopper mit ur og ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv! Men jeg ved instinktivt med mig selv, at det her skal jeg gøre igen!

Jeg elsker at løbe!

Jeg elsker at snakke om løb, høre andre fortælle om løb, se andre løbe og alt andet, der har relation til løb. Men mest af alt elsker jeg den følelse jeg får i hele kroppen når jeg løber. Følelsen af, at være et helt rigtigt sted lige i det øjeblik. Følelsen af, at benene næsten kan føles adskilt fra resten af kroppen og at de lever deres eget liv. Følelsen af, at forsvinde ind i en parallelverden, hvor tidsfornemmelsen ophæves og den ene kilometer efter den anden bare forsvinder uden at jeg ænser det.

Men inden det hele lyder alt for rosenrødt og eventyragtigt, så er der også lige de ture, hvor lysten ikke rigtig er til at få øje på, hvor benene føles tunge og jeg bare har lyst til at springe over og indtage sofaen! Men selv der elsker jeg stadig løb – for selvom jeg vedkender mig min egen menneskelighed og bekender, at jeg ikke altid har lyst til at trække i løbetøjet, når regnen pisker mod ruden, så kommer jeg afsted. Måske ikke drevet af lysten, men derimod af en vilje, som er stærk nok til at overvinde de negative tanker. For jeg har et mål med mit løb samtidig med at løbet i sig selv er et mål.

Følelsen imens jeg løber er bestemt et mål i sig selv at stræbe efter, men derudover vil jeg gerne blive bedre og udvikle mig som løber. Hele tiden gå på opdagelse i forhold til hvor mine fysiske og mentale grænser ligger og erkende, at de ligger længere væk end jeg hele tiden har troet.

For jeg er ikke noget fysisk unikum, hvis skæbne altid har været at træde sålerne ud af et par løbesko – tværtimod! Jeg har dyrket forskellige former for motion i perioder af mit liv men også haft mange år, hvor inaktivitet, dovenskab, manglende viljestyrke og karakter, overvægt og dårlig kondition var præmisser i mit liv.

Jeg har cyklet meget i mine teenageår, kørt lange motionscykelløb og var stolt af disse præstationer. Jeg var dog ikke specielt viljefast i forhold til hverken min træning eller min kost. Jeg kunne ikke fordrage at løbe og havde kun foragt til overs for folk, der iførte sig lange knæstrømper og blæste rundt i hele Aalborg.

Nu gør jeg det selv ...!

Jeg startede med at løbe “seriøst” for 3 år siden. Jeg løb 5 km, var ved at dø både under og efter men havde trods alt en tro på at jeg kunne træne mig op til at præstere nogenlunde fornuftigt på denne distance. At løbe længere var stadig en urealistisk tanke. Løb for mig var på det tidspunkt ikke en nydelse men noget der skulle overståes, fordi jeg trods alt havde nået en erkendelse af, at det var nødvendigt for mig at dyrke motion og tabe mig.

Sådan gik det en måneds tid. Den ene dag gik det godt, den anden mindre godt men afsted kom jeg. Og det gik også fremad. 5 måneder efter min første løbetur løb jeg mit første 1/2 marathon. Ikke som et løb, men bare en træningstur, for jeg kunne dog ikke forestille mig at betale penge for at løbe så langt!

Men alle ens fordomme i livet, står heldigvis for fald, for 2 måneder senere besluttede jeg mig for at løbe Copenhagen Marathon 2014.

Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt det var en realistisk beslutning, så derfor besluttede jeg mig for at sige den højt til alle. På den måde var der ikke mulighed for at droppe målet i stilhed, hvis jeg fik kolde fødder. Nu vidste alle det. Nu var der ingen vej tilbage - heldigvis!

Det lyder alt sammen meget godt. Det er det også. Men i sidste ende er jeg ikke en professionel idrætsudøver. Jeg er en ganske almindelig mand på 38 år, der godt kan lide at løbe.

Jeg er motionist!

Det er hele tiden en balancegang for mig. En line at gå på, hvor der skal tages hensyn til mange ting. Hensyn til forskellige mennesker. Jeg forestiller mig ikke, at det er anderledes for mig end for andre. Det er hele tiden et forsøg at afstemme ambitionerne i forhold til træning og hjemmelivet – og så med et fuldtidsarbejde oveni.

Jeg skriver det ikke for at få medlidenhed eller for at pive. Der findes tusindvis af andre mennesker, der står i samme dilemma rundt omkring i Danmark. Jeg vil gerne det hele! Men mest af alt vil jeg have tid til at træne. Ikke bare træne! Så lyder det som en sur pligt. Jeg vil have tid til at løbe. Jeg elsker at løbe og derfor bruger jeg også gerne masser af tid på det.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan det hele kommer til at hænge sammen i sidste ende. Svaret er, at det kræver planlægning og det kræver kompromiser. Et andet og mere ærligt svar vil nok være, at det jo ikke altid kommer til at hænge sammen. Engang imellem må jeg simpelthen droppe en løbetur, fordi der simpelthen bare er vigtigere ting, der fylder mere. Sådan er det. Jeg øver mig i, ikke at have dårlig samvittighed ift. min træning men siger i stedet til mig selv, at jeg i stedet laver noget, der også er vigtigt. Måske endda mere vigtigt end den tur jeg skulle have løbet.

Jeg minder mig om, at jeg stadig er motionist. Men jeg er også løber. Jeg løber ikke. Jeg ER løber.

Der findes en masse forskellige grunde til at jeg løber. Jeg kunne nemt lave en liste med de ti vigtigste grunde til at jeg løber. Der kunne også være tyve grunde eller blot fem. Det er ikke så vigtigt. Det handler ikke om at løbe for at få frisk luft og jeg er forbi det punkt, hvor det handler om motion.

Det handler ikke om hvorfor! Det handler om, hvorfor ikke!

Løb er ikke et værktøj - det er blevet et svar! Jeg løber fordi, at der ikke eksisterer et alternativ! Der er ingen top 10 over gode grunde. Jeg løber fordi det er et svar! Det er løsningen! Ikke på alt… Men på noget vigtigt! Jeg løber fordi jeg kan! Jeg løber fordi jeg skal! Jeg løber for at blive den bedste version af mig selv!

Dermed er rammen også sat for, hvad denne blog vil omhandle. Mit liv som løber, min kamp mod at blive en bedre løber, min kamp mod at skabe de optimale vilkår for at nå mine mål. Min rejse mod at blive den bedste version af mig selv!

Det vil omhandle kost, træning, tanker om løb, de dilemmaer, som jeg oplever ift. at løbe, andres perspektiver om løb, udstyr og meget andet. Men mest af alt vil den handle om min glæde ved at løbe. Ved at være løber.

Jeg håber, at I har lyst til at læse med.

/Thomas

Følg 9000Running på de sociale medier: