0
Unique selling points
Gratis fragt v. køb over 750kr. / Køb og afhent i butik
Kontakt online
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Anmeldelse New Balance MORE v2

Dennis fra vores butik i København har testet New Balance More v2. En neutral løbesko, der har fået en ordentlig sål og dermed et lidt anderledes udtryk. I denne anmeldelse kan du blive lidt klogere på, hvordan Dennis har oplevet skoen. God læsning!

Af Dennis Avi Joensen, LØBEREN, København

Se New Balance MORE v2 til herre og dame

Jeg fik testskoen ultimo marts 2020, og jeg har primært brugt den til transportløb (til og fra job) de seneste fire måneder. Heraf er det blevet til 

  • Flest på 10km
  • Længste på 15km 
  • Korteste på 5km 
  • Første tur 27. marts 2020
  • Seneste tur 23. juni 2020

Vi starter med at tage et kig på nogle fakta omkring skoen:

  • Stabilitet: Neutral moderat 
  • Hældrop: 4mm 
  • Stack-højde: 34/30mm
  • Vægt: 248g (US 8)
  • Svangstøtte: Medium/Høj 
  • Mellemsål: Fresh Foam X (EVA) 
  • Ydersål: Fresh Foam Ground Contact
  • Pris: 1.300,-

Hvordan er konstruktionen, komforten og pasformen?

Skoen føles forbavsende let af en løbesko, der har så meget mellemsålshøjde og minder meget om HOKA.

Overdelen er lavet i tolags-mesh, og den er dejlig åndbar. Den er syntetisk, og den er ikke lige så blød at røre ved som 1080's Hypoknit, men denne kan til gengæld bedre tåle fugt og vand. 

Pløsen er lettere polstret op ad den forreste del af anklen/underbenet, og den har en bootie-konstruktion med et blødt perforeret net i skoen, der krammer foden uden, at den bliver for varm eller klemt.  Snørene er flade, og de er lange nok til fx hællås. Selve snørehullerne er lidt utraditionelle og ikke en løsning, jeg umiddelbart har set i andre af sæsonens løbesko. 

Hælkappen har den for tiden populære ”flare”, der flugter ud af, så friktion/irritation af akillessenen undgås, og den er udstyret med New Balances ULTRA HEEL, der holder hælen fast på plads. Polstringen er flyttet længere ned, ligesom man har set det i Brooks Levitate og New Balance 1080. 

Ydersålen består af Ground Contact EVA, der giver ekstra komfort uden, at skoen bliver tungere (også at finde i Beacon, mens 1080 og 880 har en ydersål i såkaldt blown rubber). Der er allerede en del slid, men dette er mest visuelt og påvirker ikke funktionen lige nu.

Hvordan er de at løbe i?

Skoen er dejlig blød og stødabsorberende, og den brede platform i mellem- og ydersålen gør den ret stabil. Det føles komfortabelt og trygt. Affjedringen er mærkbar, men mellemsålen er responsiv nok til, at det ikke føles som at lande på en skumfidus. 

Det lave hældrop på 4mm. gør, at skoen ikke virker klodset til trods for den høje stack-højde. Skoen er oplagt til løb i byen - om det foregår på asfalt eller kompakte grusstier.

Jeg vil klart mene, at den egner sig bedst som den lange-langsomme-distance sko. Ture i lavere tempo, hvor man udbygger sin træningsvolumen og udholdenhed eller restituerer aktivt. Det lave drop vil dog kræve mere arbejde i anklen, når man sætter af. 

Apropos ankler, så er jeg vant til løbesko med lavt drop, og jeg blev derfor lidt overrasket over at mærke træthed og ømhed netop dér. Specielt når jeg brugte skoen til transportløb til og fra arbejde på samme dag. På turen til arbejde var alt i den skønneste orden, mens jeg på hjemturen mærkede en tiltagene træthed/ømhed.

Efter to måneder, hvor jeg i løbet af ugen veksler mellem 4-5 forskellige løbesko, blev min højre akillessene irriteret i en sådan grad, at jeg måtte indstille træningen. Det vil være unfair at placere al skyld på skoen, da jeg i de to måneder havde løbet 100km/ugen fordelt på 10-12 ture, men den har ikke forhindret min akillessene i at blive betændt (nok også meget at forlange). Efter 2-3 ugers lavere træningsvolume i andre løbesko, er MOREv2 igen en sko jeg nyder og får løbet i. 

Karakterer (5 skala, 1-5): 

  • Ydersålen (3/5): Udmærket greb, dog ikke fantastisk. En del slid rent visuelt. Til gengæld blødere og lettere end gummi.
  • Mellemsål (4/5): Dejlig blød og responsiv på de lange rolige ture 
  • Hælkappen (3/5): Fin pasform og ikke for varm om anklen 
  • Pløsen (5/5): Innovativ løsning i perfekt balance mellem komfort og funktion 
  • Overdel (5/5): Komfortabel og suger ikke sved eller fugt til sig 
  • Snørebåndene (4/5): Nemme at have med at gøre

Hvem er skoen oplagt til?

  • Midtfods- og forfodsløberen, der længe har følt sig snydt i forhold til hællanderne, når det gælder støddæmpning
  • Løberen der har lidt bøvl med enten knæ, fødder, lænden eller andet og søger maksimal stødabsorbering
  • Løberen der vil en neutral New Balance sko, men ikke i knit-overdel