0
Unique selling points
Fri fragt v. køb over 750,-
Kontakt online
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Gode råd om dine nye løbesko

Tillykke med dine nye løbesko! Hos Løberen går vi op i, at du får en god løbeoplevelse, og vi har derfor lavet en lille vejledning, som kan hjælpe dig med at få størst mulig glæde af dine nye løbesko.

1. Prøv skoene derhjemme inden brug.

Tag et par ture op og ned ad stuegulvet og hav skoene på et par timer, inden du løber i dem. Føles det ikke optimalt, så vend tilbage til butikken.

2. Hvor meget luft skal der være til tæerne?

I LØBEREN anbefaler vi ca. 5 mm. afhængig af hvor lange distancer, du løber. Det vigtigste er, at du får den størrelse, der passer dig. Har du det godt med ingen eller 1,5 cm luft, er det bedst for dig!

3. Væn dig til skoen.

Løb i 1-2 uger i både de nye og gamle sko, så du undgår irriterende små overbelastningsskader p.g.a. den nye skos mulige ændring af belastningen på dine ben. Du skal betragte dine nye sko som en ændring i din træning – ligesom når du øger distancen eller starter intervaltræning.

4. Hvor lang tid holder et par sko?

Løbesko bliver slidt forskelligt alt efter hvilken type sko det er, løberens vægt, løbeteknik,
underlagets hårdhed og hvor hyppigt skoene bliver brugt. Derudover handler det om hvilken
løbeoplevelse, du ønsker fra skoen. Kan du lide en meget blød støddæmpning, skal skoene skiftes efter gennemsnitligt 800-1000  km. Lette sko holder generelt 500-700 km. Dog vil løbere med en effektiv løbeteknik være i stand til at slide mindre på skoene. Det betyder, at de kan løbe lidt længere i sine par uanset, men det er en god tommelfingerregel at gå ud fra disse tal. Mange sko på markedet er forsynet med tyndere og mere komfortable overdele. Disse materialer er mindre slidstærke, og hvis du har tæer som stritter lidt, kan de have en tendens til at skabe huller i overdelen.

5. Hvordan vedligeholdes skoene?

Løbesko kan fint vaskes, men ikke i vaskemaskinen. Nogle sko bliver opløst i syningerne pga. det varme vand, mens andre sko bliver stenhårde i sålen. Smid i stedet skoene i en spand lunkent vand med lidt sæbespåner og fjern skidtet med en blød børste. Når de skal tørres, så tag indlægssålen ud og fyld skoene med avispapir. Lad skoene stå i 15-20 min. og fjern så avispapiret. Lad skoene stå tørt indtil de er tørre – dog ikke på radiatoren.

Hvis skoene kommer til at lugte, kan du med fordel benytte Zebla lugtfjerner eller SmellWell.

6. Er det nødvendigt med flere par sko?

Det er en god idé, især hvis du træner mange kilometer om ugen, da belastningen i to forskellige par sko er forskellig. Derudover er det en fordel at have en decideret trailsko med en grovere sål og en tættere overdel, hvis du godt kan lide at løbe i skoven. Ønsker du alene at arbejde med din løbeteknik, er det en fordel at træne med en let sko.

7. Hvordan skal skoene snøres?

Sørg for at skoen sidder tæt i hælen, så denne er fikseret. Du kan evt. lave en såkaldt hællås (se illu.), hvor du tager de øverste snørehuller i brug ved at lave en løkke med hvert snørebånd, og derefter bruger du disse som snørehuller. Snør skoen indtil den sidder behageligt og fast.

8. Løsn snørebåndene godt inden du tager skoene af og på.

Hvis du tvinger hælen op og ned i skoene, vrides den indbyggede hælkappe. Du ødelægger hælkappen og forringer skoens stabilitet, og øger dermed risikoen for skader.

9. Løbesko skal bruges til at løbe i.

En løbesko er specialdesignet til at støtte og støddæmpe afviklingen af den meget specifikke bevægelse, det er at løbe. Hvis du bruger skoen til daglig eller til anden idræt, der indeholder retningsskift og andre bevægelsesmønstre end fremadrettet løb, må du forvente, at du slider skoene hurtigere op end ellers.

10. Du kan ikke bare købe afløseren til dine løbesko.

Når du nu engang har slidt dine løbesko op, kan du ikke bare regne med at kunne købe afløseren, da skoenes egenskaber varierer fra år til år. Derfor er det vigtigt at få lavet en ny løbestilstest, når du køber nye sko.

 

Den ekstra sko

Det kan være en god idé at investere i løbesko nummer to ved siden af din almindelige træningssko. Det kan være en sko, som skal bruges enten på et krævende underlag eller til en særlig løbedisciplin.

Trailrunning/orienteringsløb.

Med en rigtig trailsko får du den bedste løbeoplevelse i skoven. Det vigtigste er, at skoene har en grovere profilering i ydersålen, så du kan stå fast. Dernæst skal skoene være mere hårdføre, så de ikke går let i stykker. Til orienteringsløb kan det også være en fordel, at skoen er let og meget fleksibel. Sålen på skoen skal være lav, så man ikke så nemt vrikker om, og ydersålen skal være kraftigt profileret og evt. med stålpigge for optimalt greb.

Konkurrence/lette sko.

Boost dit tempo med en sko, der er lavet til at løbe hurtigt. En let sko gør dig hurtigere, når startskuddet lyder, og du vil flyve afsted i jagten på en ny PR. Skoen er kendetegnet ved sin lave vægt, høje fleksibilitet, tynde sål og typisk et lavt drop, og den skal kunne udnytte din energi optimalt.

Vinter.

Løb om vinteren kan klares med et par almindelige sko, men det er sjovere i en sko, der er tæt i overdelen, grov i sålen, og måske endda udstyret med pigge, der kan gribe fast i sne eller det glatte is-underlag.

Træning.

Træner du meget, er det en god idé at skifte mellem forskellige sko både for at ændre belastningen fra gang til gang, men også fordi det er rart at variere sit fodtøj og sin løbeoplevelsen fra tid til anden.

Har du udfordringer eller problemer med dine nye sko – kontakt os endelig!

 

 

SmellWell – den daglige vedligeholdelse.

SmellWell er to bløde poser med en behagelig og blid duft, som effektivt absorberer fugt og dårlig lugt. Sæt dem i skoene natten over og du vågner op til friske sko.

  • Absorberer fugt og fjerner dårlig lugt.
  • Holder sko og sportsudstyr friskt.
  • Mange designs – alle med samme duft.
  • Består af naturlige salte og absorberende stoffer fremstillet af vedvarende råmaterialer.
  • Testet i henhold til REACH for forbrugersikkerhed og miljø.
  • Holdbarhed ca. 6 måneder.