0
Unique selling points
Gratis fragt v. køb over 750kr. / Køb og afhent i butik
Kontakt online
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Gode råd til at motionere under coronakrisen

Coronakrisen har for alvor fat i samfundet igen, og det begrænser os i hverdagen. Det betyder også, at vores træning kan blive begrænset – og det er os løbetosser slet ikke fan af. Men det er vigtigt, at vi respekterer myndighedernes anbefalinger og såvidt muligt løber alene eller som minimum holder sikker distance til hinanden. Vi giver her et par gode råd til at holde motivationen oppe, når du løber alene.

Motion er for mange en social beskæftigelse, og det giver os et fællesskab og et afbræk i hverdagen, hvor vi kan få tankerne andre steder hen og snakke med vores omgangskreds.

Desværre er det lige netop det, Corona har sat en stopper for. Vi skal holde en social distance, og det gælder også, når du motionerer. Også selvom det er udenfor.

For nogle er det fortsat mest hensigtsmæssigt at tage turen alene for at undgå at se for mange mennesker. For rigtig mange gør det, at motivationen ikke er alt for stor, når nu man skal undvære sin faste makker eller gruppe.

LØBEREN har samlet et par gode råd til, hvordan du holder formen ved lige, og hvordan du fastholder motivationen for at motionere nu, når det er bedst at gøre alene.

Find nye ruter

Måske det bedste råd, når du løbetræner alene. Mange løbere har sine faste ruter, der passer til ens træningsprogram. Det er en rigtig god idé. Det er desværre også det, der kan gøre løbetræningen lidt triviel. Derfor er det værd at overveje at kaste sig ud i nogle anderledes ruter end dem, du plejer at løbe. Hop op på cyklen eller ind i bilen og tag et andet sted hen. De fleste opdager, at man fastholder/genfinder sin løbeglæde, når man ændrer omgivelser og ser på noget andet end det, man normalt gør.

Hvis du især er vant til kun løbe på asfalt inde byerne, så giv det et skud med at løbe ude i skoven, hvis du har mulighed for det. Husk på, at jo længere du kommer væk fra mennesker, jo bedre.

Overvej nye træningspas

Er du typen, der kun løber lange ture, eller er du typen, der kun løber korte, hurtige ture? Så kast dig ud i nogle nye træningspas. De fleste vil opleve, at det styrker motivationen, når du prøver dig af i en anderledes træning end den, du normalt laver. Du udfordrer kroppen på en ny måde og prøver dig selv af mentalt, når du mærker, hvad den nye træning gør ved dig. 

Hvis du ikke ønsker at bruge en helt masse tid på at finde steder eller ikke gider lange træningspas, så prøv dig fx af med intervaltræning. Det er en yderst effektiv måde at træne på, og så behøver du næppe sætte flere timer af til din træning. Respekt hvis du kan!

Måske du finder glæde ved at gå lange ture frem for at løbe nogle kilometer? En gåtur er en god måde at få motion og få tankerne andre steder hen end på den usikre hverdag, vi lever i.

Husk ikke at overdrive dine nye træningspas. Selvom det er fed følelse, når man for alvor har fundet en træning, der bare rykker og motiverer, så husk at have fornuften med. Mange skader opstår, når vi som løbere ikke respekterer vores krop og lytter til dens signaler - så hold lidt igen.

Lav en playliste med lige præcis din yndlingsmusik

Dette råd gælder sjovt nok mest dem, der er vant til at løbe i grupper eller med en makker. Når du løber alene, er det for mange rart at høre noget musik, der får tankerne væk fra de ømme stænger. God musik stimulerer og får dig til at føle dig glad – og så gør det jo heller ikke helt så ondt længere.

Lav en god (og realistisk!) træningsplan

Løbemotivation afhænger i høj grad af, at du opnår resultater og vigtigst af alt ikke føler, at du skuffer dig selv, fordi du ikke når dit mål. Det er helt fint, at du har sværere ved at komme ud nu, hvor du måske ikke længere har din gruppe eller makker at løbe med. Derfor er det vigtigt med en plan, der er ambitiøs, men realistisk. Det skal være sjovt at løbe – det må aldrig blive en sur pligt. Det bliver det ikke, hvis du laver en træningsplan, du skal arbejde lidt for at lykkes med, men som samtidigt ikke suger energien ud af dig. Så sørg for at tage højde for, at du gerne må føle dig udfordret uden, at du laver en plan, der ender med at stresse dig. Tag evt. et kig på vores træningsprogrammer.

Husk at veksle mellem dit udstyr

Det kan for mange lyde mystisk (eller måske banalt?), men det kan altså noget, når du skifter sko eller tøj. Især sko giver forskellige oplevelser – specielt hvis du veksler mellem korte og lange ture, hurtige og langsomme. Det betyder, at du ikke bliver ”træt” af dit udstyr. Det kan være med til at gøre løbeturen triviel, og så er man jo nok lidt mere tilbøjelig til at blive derhjemme. Der er en fed følelse over at hoppe i noget nyt løbetøj, og den følelse kan du udnytte til at få ekstra motivation.

Har du masser udstyr i forvejen, og vil du egentlig helst undgå at købe endnu mere, så sørg for at få prøvet lidt forskelligt af.

Har du slet ikke problemer med at få løbet alene?

Så gør lige præcis det, du plejer. Det virker jo for dig!