0
Unique selling points
Gratis fragt v. køb over 750kr. / Køb og afhent i butik
Kundeservice
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Hamburg Marathon 2018 - 3 dage til start

Hvorfor er det Hamburg, som Thomas drømme om at løbe fuldstændig flad på søndag d. 29. april. Læs om træningen, målsætningen og det at turde drømme stort.

Ausfart Hamburg

Engang var Hamburg bare en by, som vi passerede på vej til og på vej hjem fra bilferier i Europa. Et pejlemærke. Når vi nåede til Hamburg var vi enten godt på vej afsted eller tæt på at være hjemme. Den fik begge betydninger. Imens man sad på bagsædet af ens forældres bil på vej på ferie i Frankrig og kiggede ud på den endeløse række af kraner, der tårner sig op for øjnene af en, når man kommer op af Elb-tunnellen, har jeg måske siddet og kigget ind på den by, der lå bag kranerne og spekuleret på, hvad den gemte. Der måtte gemme sig mere bagved kranernes trøstesløse stål. Det gør der. Der gemmer sig mere bagved. Man skal bare kradse lidt i overfladen. Man skal sætte nogle fodspor, der både kan række tilbage i tiden, men også fremad. Sådan er det blevet med Hamburg for mig. Der findes nogle usynlige fodspor i den by, der både bringer nostalgiske følelser op i mig, men som også trækker mig tilbage til byen.

Søndag 29. april

På søndag løber jeg mit ottende marathon-løb i Hamburg. Jeg besluttede mig for at løbe netop dette løb, da jeg, sidste år i august,  løb en tur rundt om Aussenalster i netop Hamburg i silende regnvejr sammen med Lea. Lige der i mellem regndråberne, der gjorde min løbetrøje våd og fik den til at klistre til kroppen, kom minderne fra løbet sidste år op i mig og ret instinktivt kunne jeg mærke, at jeg rigtig gerne ville herned og løbe igen.

Den løbetur i regnvejret føles både tæt på, fordi jeg husker den så tydeligt og alligevel langt væk. Der er gået mange måneder og jeg har løbet mange kilometer siden da. Om lidt skydes løbet igang og månders træning skal omsættes til det hurtigste marathon, som jeg har løbet hidtil.

Målsætning

Målsætningen for løbet er helt klar. Jeg vil løbe et marathon-løb på mindre end 3 timer. Den beslutning tog jeg også for længe siden og siden da har al min træning og mine forberedelser været rettet imod netop dette mål. Der findes lige så mange måder at gribe marathon-træningen an på, som der findes løbere og at påstå at den ene måde er mere rigtig end den anden ville være misforstået. Derfor er jeg også bevidst om, at den måde, som jeg har valgt at strukturere min træning på er den rigtige for mig, men ikke nødvendigvis for alle andre. Alligevel vil jeg gerne fortælle lidt om de overvejelser, der ligger bag min træning.

Jeg har været så heldig og priviligeret, at jeg har et samarbejde med Hechmann Running og mine træningsprogrammer er tilrettelagt af Claus Hechmann, der har skrevet bogen “Løb som Eliten” og laver træningsprogrammer til løbere fra motionist-niveau som jeg selv og til OL-deltagere. Jeg har trænet efter Claus’ træningspricipper i næsten 3 år. Da jeg startede var min bedste tid på marathon-distancen 3 timer og 55 minutter. Sidste år løb jeg Hamburg Marathon på 3 timer og 12 minutter og i år håber jeg at kunne løbe under 3 timer og dermed lave en samlet forbedring på marathon-distancen på næsten en time i løbet af de tre år, hvor jeg har fulgt Claus’ træning.

Motoren

Egentlig er grundtanken i træningen ret ligetil. Det handler om at blive en så udholdende løber som muligt igennem en periodiseret træning. Det kan lyde teknisk, men egentlig dækker det blot over at jeg strukturerer min træning ud fra nogle træningszoner, der angiver det tempo, som jeg inddeler min træning i. Disse træningszoner bestemmer ved en løbetest, som jeg har fået foretaget nogle gange efterhånden. Det, der er afgørende for hvilket tempo, man skal løbe i de forskellige zoner er, at identificere, hvornår energiomsætningen i musklerne stopper med at komme fra omsætning af fedtsyrer. Dette er individuelt fra person til person. Det er musklernes evne til at forbrænde fedt, der er med til at skabe ens udholdenhed som løber og dette kan netop forbedres markant igennem en specifik træning, hvor man opbygger en stærkt aerobisk base. Formålet med dette er, at jo bedre ens krop er til at omsætte fedt til energi, desto længere tid vil man være i stand til at præstere ved en given hastighed/intensitet. Det får altså stor betydning for, hvor god en langdistanceløber jeg er og kan blive. Testen skal vise, ved hvilket tempo jeg rammer min anaerobisk tærskel, og hvor energiomsætningen i kroppen ikke længere sker ved omdanning af fedtsyrer, men i stedet ved sukker og hvor kroppen vil begynde at producere mælkesyre. Den anaerobiske tærskel er også kendt som “syre-tærsklen”.

Siden jeg stod i regnen i Hamburg og besluttede mig for at løbe et marathon, der dengang lå langt ude i fremtiden, men som i skrivende stund er lige om lidt, har jeg løbet masser af kilometer. For nogle dagen siden forsøgte jeg at regne ud hvor mange kilometer, der var tale om og jeg nåede frem til at det var mere end 3000 kilometer, som jeg har tilbagelagt i mine løbesko. De er blevet løbet i al slags vejr. Regn og blæst og bagende sol. I bidende frost og en den varme, som kun et spirende forår kan frembringe. De fleste af dem er blevet løbet af lyst og fordi jeg synes at det er sjovt at løbe. Andre er blevet løbet, fordi det ikke kunne være anderledes, når jeg gerne ville tillade mig at drømme om et hurtigt marathon-løb i Hamburg. Nu er der næsten ikke flere kilometer tilbage at løbe. En kort joggetur fra hotellet i Hamburg dagen inden løbet er alt hvad der adskiller mig fra at stå med startnummeret på brystet blandt tusindvis af andre løbere.

Det handler om...

For længe siden skrev jeg i et opslag på Instagram, at jeg øvede mig i at turde drømme stort. Det er i høj grad det, som løb handler om for mig. At turde drømme stort. At søge mine fysiske og mentale grænser.  På søndag skal jeg igen gennemleve alle rutinerne, spændingen, forventningen, nervøsiteten og mest af alt glæden. Jeg glæder mig til at krydse klinger med en by og et løb, hvor oplevelserne fra sidste år stadig står knivskarpe i min erindring.

Det er et løb med et klart mål. Samtidig er det, som alle de marathon-løb, som jeg løber, en søgen efter netop grænserne. En søgen efter tomrummet. Jeg søger denne lille verden i den store verden. Den verden, hvor lydene er begrænset til lyden af mit eget åndedræt og det på personen ved siden af og lyden af løbesko, der rytmisk og bestemt slår ned i gruset eller på asfalten. Billederne og kulissen er kun det, der kan ses lige foran mig. Jeg får et begrænset udsyn. Jeg ser og ænser det, der ligger lige foran mig, men drejer jeg hovedet bliver det sløret eller udflydende på grund af den relative fartfornemmelse. Så er jeg pludselig i en lille bobbel. Der kan være masser af mennesker omkring mig, men jeg er alene. Det søger jeg! Så løber jeg marathon!