0
Unique selling points
Fri fragt v. køb over 750,-
Kontakt online
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Leon løb 217 kilometer gennem ørkenen

Når man lever et komfortabelt hverdagsliv, har nogle mennesker brug for at søge det ekstreme - en af dem er Leon. Læs her, om hans kamp for at gennemføre et af verdens hårdeste ultraløb, Badwater Ultramarathon.

Normalt er medvind en bonus, især når du skal løbe et ultraløb på 217 kilometer. Men når stedet, du løber, er Death Valley, så kan vind i ryggen faktisk været en ret ubehagelig oplevelse. Det oplevede 45-årige Leon Skriver Hansen fra Rødovre, da han klokken 21.30 en aften midt i juli sidste år blev sendt ud på den 29. udgave af  Badwater Ultramarathon:

“Da starten gik, blæste det helt vildt i ryggen. Selvom solen var gået ned, var det 44-45 grader varmt. Kombinationen af vind og varme føltes derfor som at blive brændt med en hårtørrer i ryggen,” siger han.

Badwater Ultramarathon starter 85 meter under havets overflade og snor sig herefter over to bjerge og slutter halvvejs op ad et tredje i et klima, der minder om en halvvarm ovn.

Bedrift at nå startstregen

Kun 100 løbere får hvert år lov til at deltage i løbet. Alene det at få lov til at komme frem til startstregen i ørkenen i Californien er en bedrift. Leon var derfor også overrasket, da han en kølig februardag sidste år modtog beskeden om, at han var en af de ‘heldige, der havde fået godkendt sin ansøgning om at deltage i løbet.

“Da jeg fik beskeden, gik alt ind på at forberede mig. Ved ultraløb er det sådan, at jo flere ting du har tænkt over, inden du står på startstregen, des større er sandsynligheden for, at projektet lykkedes. Jeg satte mig derfor ned med et stykke papir og skrev de ting ned, der skulle være styr på”.

På papiret stod der væske, varme energi, tøjvalg og crew som de vigtigste punkter.

“Som en betingelse for at få lov til at deltage i Badwater, skal man minimum have tre hjælpere med, der følger dig i en bil hele vejen. Der er ikke væskedepoter under løbet, så alt den mad og drikke, du skal indtage under løbet, skal medbringes af dit support-crew,” siger Leon.

Det første bjerg

Følelsen af at være en af 100 ‘heldige’, begyndte dog at aftage, i takt med at Leon efter startskuddet kom længere og længere ind i løbet.

“Min plan var at løbe lidt over evne i starten, fordi jeg så ville være på vej ud ad den første dal og på vej op ad det første bjerg, da solen stod op. I dalen bliver det nemlig ekstremt varmt, når solen er fremme,” siger Leon.

Desværre fik Leon ikke den ønskede nedkøling da han mødte bjerget.

“I bjergene var der plus 30 grader, så forskellen på dal og bjergtop var i virkeligheden et spørgsmål om meget varme eller ekstrem varme. Min disposition betød, at det var ekstremt varmt, da jeg kom ned i næste dal om formiddagen. Der var temperaturen 48 grader,” siger Leon.

Derfor løber Leon ultraløb

På trods af den mentale og fysiske lidelse, man oplever ved et løb som Badwater, er Leon ikke i tvivl om, hvorfor han er ultraløber.

“Vi kommer fra en meget magelig hverdag. Vi har alt, og det vi mangler, kan vi bare købe, men når man bliver sat derud, og du bare har dig selv og et par løbesko, så får du skrællet de ting væk,” siger Leon.

Han fortæller, at jagten på adrenalin og eventyr også spiller en rolle.

“Ligesom en faldskærmsudspringer får et kick, så får man også et kick af at løbe de her lange løb. Hvis der ikke sker det vilde i dagligdagen, så er det sjovt at opleve noget udover det sædvanlige,” siger han.

Ultraløb rummer dog også et meditativt aspekt, som man især oplever på den første del af løbet, fortæller Leon:

“Når man løber så langt, får man et mentalt frirum, hvor der er tid til at gøre sig nogle refleksioner, som er svære at have i en travl hverdag. Sådan et løb bliver også et sted, hvor man får lagt ting på plads i hylderne oppe i hovedet.”

Krisen og sejrsrusen

Adrenalinen og det åndelige aspekt af løbet forsvandt dog, da Leon efter godt 100 kilometer nåede det andet bjerg. Her mødte han en gammel bekendt, fra nogle af de tidligere ultraløb, han har deltaget i: Krisen.

“Da jeg begynder andet bjerg, er det sidst på formiddagen. Det var ekstremt varmt, og der var kun få udvalgte steder, hvor bilen måtte parkere, så jeg kunne få væske. Jeg gik og gik, men det var som om bjerget aldrig stoppede,” siger Leon.

Da han efter godt 140 kilometer nåede toppen af bjerg nummer to, var det planen, at han skulle løbe og gå de sidste 60 kilometer til foden af det sidste bjerg. Men den plan, var kroppen ikke med på.

“Mine lår var fuldstændigt tilsyrede. Jeg håbede, at det ville hjælpe, hvis jeg fik noget væske i mig, men hver gang jeg begyndte at løbe, låste mine lår. Der begyndte en indre stemme i mit hoved, at konstruere undskyldninger for at stoppe. Den sagde, at hvis jeg udgik nu, ville alle folk kunne forstå mig,” siger Leon.

Men midt i lidelsen huskede Leon på de tre mennesker i support-crewet, der havde kogt i en bil i 24 timer for at hjælpe.

“Jeg tænkte ‘det er fandme ikke fair over for mit crew, der har knoklet for mig. Så skal du ikke gå ud nu. Nu må du sku tage dig sammen’. Det gav mig viljestyrken til at fortsætte,” siger han.

Efter 36 timer 8 minutter og 43 sekunder krydsede Leon målstregen 2548 meter oppe ad Mount Whitney.  

“Jeg var sindssygt glad men også sindssygt træt. I et halvt år havde man haft et mål om at krydse den her streg. Nu havde jeg gjort det,” fortæller Leon.

Selvom de 217 kilometer gennem Death Valley var ekstremt hårde, har han allerede fundet et nyt mål.

“Om en måned skal jeg løbe 24 timer på et løbebånd til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Og til sommer skal jeg løbe Andorra rundt, hvor jeg udgik sidst jeg løb, fordi jeg faldt ned ad et bjerg,” siger Leon med en selvfølgelighed i stemmen, som kun en ultraløber kan have.

Fakta om ultraløb

Ultraløb omfatter i princippet alle distancer længere end et maratonløb. De fleste ultraløb begynder ved 50 kilometer og fortsætter opefter uden at have en egentlig øvre grænse. I Danmark afvikles der ultraløb året rundt - både på asfalt og trail-underlag. Du kan se, hvornår det næste ultraløb bliver afviklet på www.motionslob.dk.

Fakta om Badwater

Badwater Ultramarathon bliver kaldt verdens hårdeste løb. Det starter 85 meter under havets overflade i Death Valley i Californien og strækker sig med sine 217 kilometer over tre bjerge. Løbet slutter 2548 meter oppe ad bjerget Mount Whitney. Løbet afvikles hvert år i midten af juli, hvor det er varmest i området og temperaturerne ofte overstiger 50 °C

6 tips til at komme i gang med ultraløb

Sæt overkommelige mål
Hvis du har løbet maraton og gerne vil have nye udfordringer, kunne første skridt være et trail- eller bjergløb på 50-60 kilometer eller et 6-timersløb. Herfra kan du øge distancen til 50 miles eller 100 kilometer løb. Ved at gå gradvist frem og vælge overkommelige mål kan du minimere skadesrisikoen og øge chancen for, at du får en god løbsoplevelse.

Hav fokus på skadesforebyggelse
Træner du meget, kan det være en god investering at besøge en osteopat eller en idrætsfysioteraupeut med jævne mellemrum. De er eksperter på kroppen og kan rette skævheder ud samt fortælle dig, hvor dine svagheder er, som du skal arbejde på at styrke. Som led i skadesforebyggelsen er det også en god ide at lave styrke- og stabilitetstræning, fx gennem pilates.

Få styr på udstyret
Når du skal løbe rigtigt langt, er det vigtigt udstyret spiller 100 procent. På et ultraløb kan du tage over 100000 skridt. Sidder skoene eller tøjet forkert, vil selv små gener akkumulere sig og blive til store problemer, der i værste fald kan tvinge dig til at udgå. Derfor er det en god ide at få rådgivning af en fagperson i en specialbutik, der kan hjælpe dig på vej med udstyret.

Do your homework
Det er en rigtig god ide at lave grundig research om løbet, inden du står på startstregen til løbet. De bedste råd får du fra løbere, der har gennemført tidligere. De kan vejlede dig om ruten, udstyret samt måden, du bør spise og drikke på. Jo flere ting, du har styr på, inden du starter, des større chance har du for at gennemføre løbet.

Træn dit energioptag
Når du løber i mange timer i træk, vil du blive dehydreret og gå sukkerkold, hvis ikke du har styr på væske og energiindtaget. På dine lange træningsture er det derfor en god ide at eksperimentere med forskellige energidrikke og sukkerkoncentrationer. På den måde kan du forebygge maven kramper, når løbet starter.

Kend din rute
Halvdelen af et ultraløb foregår i hovedet. Derfor er den mentale forberedelse vigtig. Bliver du overrasket af en bakke, når du er udmattet, kan det knække dig mentalt. Undersøg derfor ruten og det lokale klima du skal løbe i, så du ikke støder på overraskelser, efter startskuddet har lydt.

Kilde: Leon Skriver Hansen.