0
Unique selling points
Gratis fragt v. køb over 750kr. / Køb og afhent i butik
Kundeservice
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Lidt om Saucony Kinvara 7

Jeg har igennem de sidste to måneder løbet med denne sko - Kinvara 7 fra amerikanske Saucony. Det er den første sko jeg har afprøvet fra netop Saucony og jeg glædede mig virkelig til at få afprøvet denne sko, som utrolig mange talte om og roste. Og lad mig sige det med det samme - al den ros er fuldt fortjent. Hvorfor jeg mener dette, vil jeg forsøge at beskrive i dette indlæg.

Tidligere har jeg ikke skænket sko fra Saucony så megen opmærksomhed. Det har skyldtes flere ting. Først og fremmest fordi, at jeg aldrig har taget mig sammen til at sætte mig ordentligt ind i de funktioner, som Sauconys sko har haft. Derudover synes jeg også, at deres sko tidligere har haft en tendens til at være lidt kedelige i designet. Det er der i den grad ændret på. Både ved Kinvara 7, men også flere af de andre nye serier fra Saucony, som f.eks. Ride 9 eller Triumph ISO 2. Det er også det første, der slår mig, da jeg åbner skoæsken. Dens fede design og den skriggrønne farve, der virkelig lyser op i stuen. Lad mig sige det med det samme - det er aldrig en god ide at vælge en løbesko alene ud fra dens udseende. Men omvendt gør det jo heller ikke noget, at en sko ser lidt lirens ud.

 

Det næste, der slår mig er vægten på skoen. Den vejer næsten ingenting i min hænder. Nu er “næsten ingenting” jo en temmelig abstrakt betegnelse, så lad os i stedet få nogle helt kolde facts på bordet om Saucony Kinvara 7:

  • Stabilitet: Neutral
  • Vægt: 218 g.
  • Drop: 4 mm.

Solid, let allrounder

En ting er, hvordan den grønne farve kan lyse min stue op eller hvordan den føles fjerlet i mine hænder. Noget andet, og langt vigtigere er, hvordan den er at løbe i. Det vil jeg fortælle om nu. Min indgangsvinkel til den her sko var, at det var en sko til mine tempo-ture, interval-pas eller som en let konkurrence sko. Det viste sig også, at den kunne bruges til alle disse ting. Men det viste sig også, at det kunne bruges til langt mere end det. Det er virkelig en alsidig sko. Jeg har brugt den til korte pas med højt tempo og intensitet. Jeg har løbet intervaller med den. Jeg har løbet rolige restitutionsture med den. Sidst, men ikke mindst, var jeg tæt på at vælge denne sko, som den jeg ville løbe Copenhagen Marathon i. Det er kort sagt en sko, der kan det meste, men naturligvis også en sko, der er bedre til nogle dele fremfor andre. Det vil jeg naturligvis uddybe.

 

De første ture jeg løb i skoen var rolige ture, hvor jeg primært løb i jogge-tempo. Det var med til at give en fornemmelse af hvordan skoen arbejdede sammen med min fod og jeg havde mulighed for at have fokus på min landing ift. skoens hældrop på 4 mm. Det er en overraskende komfortabel sko at løbe i på trods af dens lave vægt. Jeg har løbet rolige ture på mellem 10-15 kilometer i Kinvara 7 og oplevede, at skoen egnede sig glimrende til dette på trods af, at jeg faktisk godt kan lide en løbesko med masser af støddæmpning på mine langsomme ture. Når det er sagt, så er der naturligvis ikke lige så meget støddæmpning i Kinvara 7, som i f.eks. Ride 9 eller Triumph ISO 2. I disse to sko, har Saucony anvendt deres nye EVERUN materiale i hele mellemsålen, hvorimod det kun er anvendt i hælen på Kinvara 7. EVERUN er et nyt materiale, som Saucony har udviklet til støddæmpning i deres nyeste løbesko. Everun bruges som et ekstra lag støddæmpning, der placeres mellem indlægssålen og mellemsålen for at give den ekstra blødhed og respons, som de fleste søger i et støddæmpningsmateriale. EVERUN har en længere holdbarhed end lignende materiale som Lunarlon fra Nike eller Boost fra Adidas og derudover er EVERUN også langt mere responsiv evd lignende materialer og sikrer en effektiv afvikling af skridt med et minimalt tab af energi. Så foretrækker du en sko med masser af støddæmpning på dine jogge-ture kan du med fordel vælge enten Ride 9 eller Triumph ISO 2 fra Saucony.

 

Giver fart og en effektiv fodafvikling

Jeg har også brugt Kinvara 7 på flere tempoture og til interval-pas og her har jeg i særdeleshed været begejstret. Den føles som en sko, der er skabt til at løbe hurtigt i. For det første sidder den bare godt på foden. Dens lave vægt gør den også ideel til denne type løbeture, men det jeg især er glad for ved Kinvara 7 ift. tempoture er sålens udformning og dens lave hældrop. Når jeg løber hurtigt i skoen kan jeg mærke, at jeg helt automatisk kommer til at lande fremme på midtfod/forfod. Dette understøttes naturligvis af skoens lave hældrop på 4 mm., som gør den ideel til alle, der løber “natural running”. Jeg har også andre sko, der ligeledes har et hældrop på 4 mm., men det, der får Kinvara 7 til at skille sig ud i mit hoved er den forholdsvis “høje” sål  (22mm./18 mm.)  forhold til lignende sko. Sålens udformning var, i endnu højere grad, med til at understøtte denne måde at løbe på i modsætning til sko, hvor sålen er “lavere”.

Alt i alt betød det et utrolig effektivt løb, hvor jeg fik en optimal afvikling af hvert skridt i kraft af både den hårde og responsive sål samt det faktum, at jeg, næsten uden at have behov for at fokusere på det, landede længere fremme på foden og dermed fik et så minimalt tab af energi som muligt.

Også god på længere ture

Sidst, men ikke mindst har jeg også løbet flere lange træningsture i skoen og endte faktisk med at være tæt på at løbe Copenhagen Marathon i denne sko. Det overraskede mig egentlig, for jeg har på forhånd tænkt Kinvara 7 ind i nogle andre rammer end til de lange træningsture. Den længste tur, som jeg har løbet i skoen har været på 27 kilometer og her fungerede den perfekt. Jeg var spændt på, om skoen ville være komfortabel nok på en så lang tur, men enhver tvivl blev gjort til skamme. Skoen fungerede helt perfekt på disse ture. Jeg oplevede at der var tilpas med støtte i skoen til at mine fødder ikke blev mere udtrættede end man kan forvente, når man løber 27 kilometer. Balancen imellem skoens lave vægt, dens responsivitet og støddæmpning gjorde den perfekt til lange ture og i sidste ende var det udelukkende min forsigtighed, der gjorde at jeg ikke løb 42 kilometer i den i København - en beslutning, som jeg stadig ikke er helt sikker på var den rigtige.

Konklusion

Alt i alt er Saucony Kinvara 7 en sko, der kan bruges til alt. Den har naturligvis sine forcer, men jeg ser den dybest set som en sko, jeg kan bruge i alle fascetter af min løbetræning. Den har en god balance imellem vægt og støddæmpning. Den er responsiv og understøtter min løbestil. Spørgsmålet er så, om der slet ikke er noget negativt at sige om skoen? Svaret må være ja og nej. Der er naturligvis altid små-ting, som jeg naturligvis kan sætte min finger på. Jeg synes f.eks. at Pro-Lock ved snørebåndene er en smule upraktisk og det kræver lige lidt øvelse at få snøret skoene på den optimale måde - et element, der især kan være vigtigt på lange ture. Kinvara 7 er ligeledes en sko, som har brug for at blive “løbet til”. Her tænker jeg især på sålen. På de første par ture føltes den en smule “hård” og jeg lagde mærke til at jeg kunne høre sålen “slå” mod underlaget. Det har jeg ikke oplevet før, men allerede på tredje tur var denne følelse væk og samtidig er det et udtryk for den responsivitet, som kendetegner skoen. Men det er også det. Kinvara 7 er en virkelig fed sko, som jeg bruger til det meste. Jeg har løbet imellem 200-300 kilometer i skoen. Jeg løber både hurtige og langsomme ture i den. Jeg løber på både asfalt, grus og på bane. Jeg løber både korte og lange ture i den. Kort sagt… Kinvara 7 kan det hele! Hvis du skulle have fået lyst til at prøve Kinvara 7 eller en af Sauconys andre modeller findes de naturligvis både i din lokale Løberen og på loberen.dk. Derudover afholder Løberen i juni og juli måned Saucony Everun Test Tour, hvor du kan afprøve de forskellige modeller fra Saucony. Klik her for at se, hvornår de kommer til din by.

Du finder Saucony Kinvara 7 her på loberen.dk: