0
Unique selling points
Gratis fragt v. køb over 750kr. / Køb og afhent i butik
Kundeservice
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Løbsberetning: Hamburg Marathon 2017

Vores ven og løbende ambassadør, Thomas, har trænet seriøst og målrettet mod Hamburg Marathon 2018 (start om 16 dage). Vi følger hans store drømme om løbet i år, men først en gribende fortælling om hans maratonløb sidste år i Hamburg!

"Jeg tager en dyb indånding."

“Jeg står imellem en masse andre løbere i startboksen, da løbsspeakeren præsenterer de professionelle løbere. Jeg kigger mig omkring. Vi står tæt sammen og jeg føler mig egentlig ret alene. Der tælles ned og i samme øjeblik, som startskuddet lyder, ser jeg tusindvis af røde og hvide balloner, der stiger op mod den grå himmel. Det varer bare et øjeblik. Så rykkes jeg ud øjeblikket, da folk begynder at bevæge sig fremad. Jeg tager en dyb indånding. Nu er det slut med at gemme sig.”

Jeg hedder Thomas og om mindre end tre uger løber jeg mit ottende marathon-løb i Hamburg. I den forbindelse har jeg været så heldig at jeg har fået mulighed for at skrive nogle indlæg omkring mine forberedelser til dette løb samt en lille fortælling, når løbet er overstået. Dette er det første indlæg og det omhandler en lille løbs-beretning fra sidste forår, hvor jeg ligeledes løb marathon i Hamburg. Jeg håber at I har lyst til at læse med!

Rastløshed

Jeg har skrevet denne beretning om mit løb i Hamburg sidste forår. Et løb, som jeg vil huske som mit bedste marathonløb nogensinde. Jeg vil forsøge ikke at trætte Jer med alt for mange kedelige detaljer om pace, splittider og gennemsnitsfart, men forsøge at fortælle en historie om de følelser, der fyldte min krop før, under og efter den 32. udgave af Hamburg Marathon.

Dagen før løbet går langsomt. Jeg hader ventetiden de sidste dage op til et løb. Min krop fyldes af en rastløshed, der føles ubrugelig. Jeg bliver stille og indadvendt og går med mine egne tanker. Jeg henter startnummer på Expoen og bagefter spiser vi frokost på en cafe i centrum af Hamburg. Så går jeg hjem på hotellet. Jeg ligger mig i sengen og ser en film. Vi går ud og spiser aftensmad. Jeg gemmer min nervøsitet væk imens jeg spiser en portion pasta. Så kigger jeg på mit ur. Jeg vil gerne hjem til hotellet nu. De sidste ting skal forberedes og jeg skal tidligt i seng. På vejen tilbage går jeg lidt foran de andre. Jeg har ikke flere ord nu. Jeg kan ikke vente mere nu.

Planen er enkel

Klokken ni søndag morgen står jeg blandt tusindvis af løbere. Vi venter spændt på det kunstige brag af startpistolen. Det skærer sig igennem stilheden og vi løber afsted. Larmen er øredøvende fra tilskuerne på tribunerne. Vi drejer til højre ved tivoliet på Feldstrasse og øjeblikket efter rammer de første regndråber mit ansigt. Få minutter senere bliver regnen til små hagl, der skærer på mine kolde ben. Jeg opfanger kun lydene fra tusindvis af løbesko, der rammer den regnvåde asfalt. Jeg kigger på mit ur. Tempoet er som det skal være.

Planen er enkel. Hver gang jeg har løbet 5 kilometer og passerer kilometer-skiltet på ruten trykker jeg på mit ur. Det skal tage 22 minutter og 55 sekunder at løbe de 5 kilometer. Jeg får øje på skiltet, hvor der står 5 kilometer. Det kommer forbavsende hurtigt synes jeg. I samme øjeblik, som jeg passerer skiltet, trykker jeg på uret. Jeg kigger ned. Det viser 22 minutter og 55 sekunder. Præcis! Der sker noget i mig i det øjeblik. Ikke fordi, at det lykkedes mig at ramme min splittid så præcist, men fordi det ikke føles hårdt. Det føles ikke hårdt. Jeg kan ikke forstå det. Blot en uge tidligere løb jeg 5 kilometer i dette tempo med en alt for høj puls. Nu har jeg følelsen af at have ramt et perfekt flow og den helt rigtige rytme. Jeg behøver ikke engang at kigge ned på mit ur for at være sikker på at jeg holder tempoet. Pludselig er alt nervøsitet og usikkerhed væk. 

Jeg passerer skiltet med 10 kilometer og konstaterer at planen holder endnu. Jeg er ikke presset, men ved også, at der stadig er lang vej endnu. Vi løber mod havnen i Hamburg langs Elben. Der står tusindvis af tilskuere langs ruten og hepper og jubler. Jeg har kontrol over det her. Endnu en positiv status efter 15 kilometer giver yderligere moral og selvtillid imens jeg forsøger at finde den rigtige rytme op de små og næsten ubetydeligt stigninger og nedløb, der er langs ruten på vej mod centrum af Hamburg.

Vi løber langs Aussenalster midt i Hamburg, da jeg kan skimte en hvid portal længere fremme. Den signalerer, at jeg er halvvejs. Jeg kigger på mit ur, da jeg løber under den og konstaterer at jeg er har løbet den første del af løbet lidt hurtigere end oprindelig planlagt. 

Jeg kan skimte skiltet med 30 kilometer lidt længere fremme. Mine lårmuskler gør ondt nu og jeg er træt. Jeg tænker, at jeg har tre muligheder. Jeg kan sætte tempoet ned eller op eller blot fortsætte med at holde et stabilt tempo. Jeg har lyst til det første, men jeg vælger det sidste. Jeg regner hurtigt ud, at jeg faktisk kan droppe mit tempo en del og stadig nå mit mål, men selvom det lyder tillokkende bliver det aldrig en reel mulighed. Jeg holder tempoet stabilt og da jeg rammer 35 kilometer har jeg hentet yderligere 10 sekunder. “Jeg gør det fandme!”, tænker jeg!

TV tårnet

Det rammer mig hårdt med en skær af genkendelighed, da jeg pludselig ser det ikoniske TV-tårn imellem de store kontorbygninger. Det er nostalgien fra 70’ernes Tyskland, der møder moderne bygninger med stål og glas-facader. Jeg har løbet 36 kilometer og jeg ved lige præcis, hvor jeg er. Vi er på vej ned til Aussenalster igen. Jeg kan resten af ruten i mit hoved. Jeg ved præcis, hvor jeg skal hen og lige hen. Alt i min krop gør ondt, som jeg aldrig har oplevet det før. Det er svært at sætte ord på. Smerten er på en måde hele tiden nærværende på en ubehagelig måde, hvor hvert eneste skridt jeg tager gør mere ondt end jeg kan forklare. Alligevel føler jeg mig distanceret fra den. Som om, den ikke helt er en del af mig. Jeg tillader den ikke at komme helt ind. Jeg kan kontrollere det, tænker jeg. Jeg kan udholde det her. 

Resten af turen sker i ryk. Små glimt. Jeg overhaler flere løbere, der går i siden af vejen. Jeg drikker en mundfuld cola ved det sidste depot. Uden at have besluttet mig for det, sætter jeg bare tempoet op. Jeg smider den sidste kontrol. Vejrtrækningen er højlydt og besværet. Tænderne er sammenbidte på grund af smerte i hele kroppen. Jeg drejer til højre og mangler blot nogle få hundrede meter. Jeg når ind på opløbsstrækningen. Larmen er vild. Jeg hører det hele og alligevel hører jeg ingenting. Jeg husker følelsen, da mine fødder rammer den røde løber på de sidste 50 meter. Jeg ser den hvide målstreg. Jeg løber hen over den. Jeg stopper mit ur. Jeg gjorde det. Jeg gjorde det fandme!

Om nogle få uger står jeg der igen. Ved startstregen til Hamburg Marathon. Jeg er spændt, men jeg glæder mig!

Tusind tak fordi I læste med - jeg håber at I har lyst til at følge med i de kommende indlæg!

Thomas, 9000running