0
Unique selling points
Gratis fragt v. køb over 750kr. / Køb og afhent i butik
Kundeservice
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Løbsberetning Hamburg Marathon 2018

“Jeg sætter mig ned på den hvide skammel med læderbetræk, der står i hjørnet af hotelværelsets badeværelse. Jeg tager telefonen op til øret og lytter på, at den ringer et par gange inden den bliver taget. Så hører jeg en stemme i den anden ende af røret, der siger “hej” og øjeblikket efter kan jeg mærke gråden vælte op i mig og de første tårer løber ned af kinderne på mig. Jeg forsøger at fremstamme nogle sammenhængende ord. Det lykkes ikke og jeg ender med bare at give slip og lade følelserne tage over. Jeg sidder med en telefon i hånden og græder. Jeg græder af lettelse og mest af alt så græder jeg nok bare af glæde. Jeg græder af glæde over mit marathon. Det er måneders forventning og spænding, der forløses på en gang og det lader sig ikke kontrollere. Det skal heller ikke kontrolleres. Det lykkes mig aldrig at fremstammende en eneste sammenhængende sætning i telefon-samtalen med Lea. Jeg græder bare af glæde og forløsning og lige i det øjeblik giver jeg bare slip”

Man kan næsten mærke på stemningen i Hamburg, at det hele skal forløses om lidt. Hele lørdagen er Hamburg fuld af liv. Masser af mennesker, sidder og nyder middagssolen ved Binnenalster imens andre samles omkring de forskellige street performances på Mönckebergerstraße. Ude i St. Pauli kan vi høre brølet fra de tusindvis af tilskuere, der fyldte Millentor Arena til fodboldkampen mod et hold fra Sydtyskland. En helt almindelig lørdag i en af Tysklands største byer. Og så alligevel. Pludselig er det som om at det ændres en smule. Måske er det ikke mærkbart eller synligt for andre end os, der har det til fælles at vi søndag morgen trækker en trøje over hovedet med et nummer på brystet, der er sat fast med sikkerhedsnåle. Men vi mærker det. Jeg mærker det. Lydene dæmpes. Vinden ligger sig og der er mindre kamp om pladsen på de brede fortorve. På fortorvscafeer og restauranter sidder vi og spiser pasta eller pizza eller noget helt tredje. Vi snakker og griner, men der er mere på spil. Engang imellem får vi et fjernt blik i øjnene og tankerne bevæger sig hen imod oplevelsen, kampen, udfordringen og forløsningen dagen efter. Det handler om at forløse noget. Drømme. Ambitioner. Målsætninger. Mange måneders træning. Lørdag aften sætter jeg mit startnummer fast på min singlet. Chippen bliver fæstnet på skoen. Så er det hele klar. Det hele er klar!

Søndag morgen venter jeg stadig på en nervøsitet, der aldrig rigtig indfinder sig. I ugen op til løbet i søndags har jeg ventet på den lammende angst-følelse, der sidste år gav mig en instinktiv trang til at flygte og efterlod mig lammet af tvivl. Den følelse er fraværende søndag morgen. Jeg er spændt, men stadig afslappet. Jeg er nervøs, men stadig afklaret. Mest af alt føler jeg mig rolig. Jeg spiser min morgenmad inden jeg går op på mit hotelværelse. Jeg ligger mig i sengen, trækker dynen over mig og kigger ud af vinduet. Imens jeg ser de lysegrønne blade på bøgetræerne ude på Feldstraße går det op for mig, at jeg faktisk glæder mig en lille smule. Det står i skærende kontrast til min oplevelse sidste år og det kommer en smule bag på mig. Men jeg forsøger at give plads til dennne følelse. Jeg vil gerne give mig lov til at glæde mig til at løbe mit ottende marathon-løb.

En time senere forlader jeg hotellets lobby og går ud i det nordtyske forår. Vejret er mildt og selvom at morgenkulden prikker en smule på mine lår, tænker jeg, at vejret er perfekt til at løbe toogfyrre kilometer. Vi går mod startområdet. Jeg siger farvel til mine forældre og så bevæger jeg mig ind imellem de mange andre marathon-løbere, der begynder at strømme til messecentret i Hamburg.

“Altså, nu bliver jeg nødt til at spørge! Er det med vilje, at Nike-mærket på dit pandebånd sidder omvendt?”. Det yderst relevante spørgsmål kommer fra Camilla og det efterlader mig en anelse i vildrede indtil det går op for mig, at jeg har fået vendt mit sorte frotté-pandebånd omvendt, så det ikoniske Swoosh-mærke vender på hovedet. Jeg griner og skynder mig at sætte det rigtigt. Jeg mødtes med Camilla på det sted, som vi havde aftalt dagen forinden og selvom vi står her i køen til en af de mobile toiletter, der står i endeløse rækker i startområdet og griner af min fejltagelse, så stiller vi også til start i løbet med den samme drøm. Vi vil begge gerne løbe et marathon-løb på under tre timer. Vi har aftalt, at vi vil starte løbet sammen og derfor tager vi begge, efter at have jogget nogle minutter som opvarmning, en dyb indånding, krammer hinanden og siger “godt løb – nu gør vi det fandme!”.

De sidste minutter inden starten sker i små glimt og ryk. De sidste løbere lukkes ind i startboksen. Vi står helt fremme. Ti sekunder til start. Alle rykker frem og vi står tæt. Så lyder det kunstige brag fra startpistolen og i samme sekund bevæger den store masse af løbere sig. Vi løber under portalen med de store, røde digital-tal og man kan høre hundredevis af små bip fra løbeure, der startes. Så løber vi afsted. Først på den røde løbe, der dæmper lyden af de mange løbesko, der rytmisk slår ned i asfalten. Sekunder efter forstærkes lyden, da det røde underlag slipper op og sålerne nu rammer direkte ned i asfalten.

De første kilometer af et marathon-løb bruges altid på, at den store flok af løbere skal finde deres indbyrdes pladser, så den indledende nervøsitet afløses af en ro og en fælles rytme. I søndags finder løberne i Hamburg Marathon denne ro og fælles rytme et sted, hvor den kendte gade Reeperbahn afløses af en mindre kendt gade, som de færreste af os kan huske navnet på. En løber kommer op på siden af mig og siger “Hej Thomas”. Det er Lasse, som jeg kender fra Instagram og som jeg har snakket en del med om vores forberedelser til dette løb. Jeg ved, at han har en ambitiøs målsæning, så da han let glider forbi mig efter at vi har ønsket hinanden et godt løb, tænker jeg at tingene er præcis som de skal være. Jeg ligger præcis, hvor jeg skal.

Nogle gange er man vidne til præstationer, at man blot skal føle sig heldig og priviligeret over at have fået mulighed for at strejfe og krydse spor med dem. Sådan har jeg det med det løb, som Camilla præsterede i søndags. Vi følges de første ti kilometer selvom at ordet “følges” måske ikke er specielt dækkende. Camilla ligger hele tiden et par meter foran mig. Jeg ser, hvordan hende fod rammer jorden fjerlet og laver et lille fald indad inden foden igen forlader jorden i et kraftfuldt afsæt. Det er rytmisk og det ser legende let ud. Vi snakker kort et par gange. Vi sammenligner vores tempo på hinandens ure og vi tjekker planen efter splittiden, da vi har løbet fem kilometer. Vi løber en anelse hurtigere end jeg havde tænkt at gøre, men det er OK. Det føles stadig let og ubesværet, men jeg ved også at der stadig er mange kilometer tilbage.

Et sted i de hamburgske forstæder drejer vi og løber tilbage mod centrum af Hamburg med udsigt til Elben. Jeg ligger stadig bag Camilla imens hun fortsat ser ubesværet ud. På et tidspunkt føler jeg mig nødsaget til at løbe op på siden af hende og fortælle, at jeg altså ikke ligger og lader hende gøre alt arbejdet, men at jeg simpelthen bare forsøger at finde min egen rytme i et tempo, der er på kanten af hvad jeg havde planlagt. Hun svarer, at det er helt OK og jeg finder ind i min egen rytme igen. De næste par kilometer går med at tage en beslutning, der egentlig er ligetil men alligevel en smule svær. Da vi har løbet ti kilometer, siger jeg til Camilla, at jeg er nødt til at droppe tempoet ned med et par sekunder. Jeg har det stadig fint og er på ingen måde presset, men jeg kan mærke, at jeg er bange for at tabe hovedet og dumme mig ved at lave et alt for hårdt udlæg. Jeg ser hende gribe hendes vandflaske ved væskestationen og da Elbchaussee åbner sig op og havnen ligger foran os ser jeg for sidste gang hendes hestehale svinge i takt med hvert et skridt hun tager inden hun forsvinder i mængden af løbere. To timer senere får jeg at vide i målområdet, at hun har løbet et fantastisk løb og løbet en drømme-tid. Tillykke Camilla – du skal vide at din præstation har sat dybe spor af respekt i mig og jeg er glad for at jeg fik mulighed for følges med dig i kort tid inden du overvandt al tvivl og hele Hamburg.

Jeg løber i Altona. Nu er det mit løb. Jeg er alene, men tanken skræmmer mig ikke. Jeg har fundet en rytme. Jeg er ikke presset. Jeg løber et tempo, der vil bringe mig sikkert i mål under tre timer, men jeg er ikke presset. Jeg kan mærke sveden, der stille pibler frem på mine skuldre og tænker at det bliver varmere end jeg havde troet på forhånd og jeg drikker vand ved samtlige væskestationer. I tunnellen, der bringer os fra havnen og ind til centrum af Hamburg, mærker jeg et prik på skulderen. Det er Jacob, der løber forbi mig i en glidende bevægelse imens han kommer med nogle opmuntrende og støttende ord, der betyder mere end jeg kan give udtryk for i det øjeblik. Jeg løber rundt om Binnenalster midt i Hamburg og af en bred boulevard løber vi nordpå. Jeg drikker et glas vand og længere fremme kan jeg se skiltet, der markerer at vi har løbet halvdelen af ruten. Jeg når at tænke, at det kommer hurtigere end jeg havde troet. Det giver mig selvtillid. Jeg tror på det her.

Det giver mig en kæmpemæssig ro, at jeg kan kende ruten. Hver gang vi drejer ser jeg steder, som er velkendte på en fjern måde. Det giver mig en følelse af at jeg har styr på det. Det er en god følelse at have, når jeg løber marathon. Jeg vil gerne have styr på tingene. Jeg vil gerne have kontrol. Jeg løber med en følelse af at jeg er igang med at transportere mig hen til et vigtigt punkt på ruten, hvor jeg forestiller mig at løbet begynder. Jeg løber mekanisk og rytmisk. Jeg behøver ikke at kigge på mit ur for at vide hvilket tempo jeg løber. Jeg kan mærke på mine skridt, at jeg holder mig til planen. Jeg kan høre på min åndedræt og mærke på min puls, at jeg ikke overanstrenger mig. Jeg løber marathon mid i Hamburg i et tempo, som jeg aldrig havde troet ville være opnåeligt for mig og jeg fortæller mig selv at jeg føler mig godt tilpas. Det fortæller jeg mig selv.

Så rammer vi det vigtige punkt på ruten. Et hvidt skilt, der markerer, at vi har løbet tredive kilometer. Jeg løber med en følelse af at jeg er på vej til at opnå noget utopisk, men skal samtidig også håndtere tanken om, at det hele stadig kan nå at falde til jorden. Jeg tror, at det er en vigtig balance, når man løber marathon. Jeg rives ud af mine tanker, da vi passerer det nordligste sted på ruten. Vi krydser en kanal, hvor hundreder af tilskuere er samlet og larmer og jubler og hepper. Jeg kigger op. Jeg løfter blikket og drejer hovedet til begge sider. Jeg vil opleve det her. Jeg ved, at om et øjeblik er jeg væk og larmen vil dæmpe sig bag mig. Men lige nu i dette øjeblik vil jeg bare gerne være til stede og mærke stemningen.

Jeg rammer det punkt i løbet, hvor jeg begynder at tælle ned. Det sker typisk, når jeg har løbet femogtredive kilometer. Så er der syv tilbage. Så løber jeg i lidt mere end fire minutter. Så er der seks kilometer tilbage. Sådan går det og for hver gang, der er en kilometer mindre til mål, vokser troen og visheden i mig om, at jeg er igang med at gennemføre det, som jeg har drømt om i mange måneder. Hvert eneste skridt bringer mig tættere på imens jeg befinder mit i en tilstand, hvor jeg skifter imellem at drømme mig væk til det sekund, hvor jeg krydser målstregen for blot at blive revet ud af denne drøm og tilbage til virkeligheden, hvor kroppen og musklerne gør afsindigt ondt. Mine hofter smerter hver gang jeg sætter foden i jorden og mine lårmuskler er hårde og gør ulideligt ondt. Men det her kender jeg. Jeg ved, at jeg kan udholde det. Jeg kan mærke, at det stadig er mig, der har kontrollen.

Vi løber ned ad en bakke. Nu mangler der mindre en fem kilometer. Jeg ser en løber i en sort singlet. Jeg kender ham med det samme. Han løb fra mig for mere end to timer siden, da løbet lige var startet, hvor vi hilste på hinanden. Jeg ved med det samme, at noget må være gået skævt siden at jeg ser ham her. Da jeg passerer Lasse, klapper jeg ham på skulderen og giver ham nogle opmuntrende ord med på vejen. Jeg har måske forestillet mig, at vi kunne løbe den hjem sammen, men Lasse kæmper en kamp, som jeg stadig ikke kan begribe eller forstå og en kamp, som jeg har den dybeste respekt for at han vinder. Han vinder kampen!

De sidste kilometer bevæger jeg mig imellem en konstant tilstand af smerte og en underlig vægtløs tilstand, hvor jeg løber med en oplevelse af at kroppen bevæger sig selv og som kan være svær at forklare. Jeg tegner et mentalt rutekort i hovedet over de sidste kilometer frem til målstregen. Vi løber væk fra Alstersøen. Vi passerer Dammtorr og Radisson-hotellet, hvor vi boede sidste år. Vi løber langs den botaniske have og da vi drejer til højre for sidste gang i Hamburg Marathon kan jeg høre larmen fra tilskuerne i målområdet.

Undervejs i løbet mister jeg forholdet til min samlede sluttid. Jeg fokuserer på de splittider, som jeg trykker frem på mit ur, hver gang jeg har løbet fem kilometer og forsøger ud fra disse at lave en eller anden form for primitiv hovedregning. Da jeg mangler at løbe femhundrede meter kigger jeg på mit ur. Jeg konstaterer nøgternt og som om det at løbe et marathon under tre timer er en triviel handling for mig, at jeg når mit mål. Trehundrede meter tilbage. Jeg passerer den russiske kirke og løber ind på opløbet. Tohundrede meter tilbage. Jeg får øje på min mor, der står på tribunen. Jeg når at se, at hun smiler og det er som om, at det er i hendes ansigtsudtryk, der viser glæde, at det for alvor går op for mig, at jeg er igang med at bryde en grænse, som jeg altid har set som magisk. Jeg rækker armene over hovedet. Jeg ser igen på de røde digitaltal på målportalen. Jeg gør det! Jeg gør det fandme! Hundrede meter tilbage. Jeg aner ikke om jeg spurter, men jeg registrerer, at mine fødder nu igen rammer det røde underlag på opløbet og det suger lyden ud af mine fødders nedslag i asfalten. Halvtreds meter. Tyve meter. Ti meter. Jeg rækker armene op og hovedet og brøler al min glæde ud! Jeg gjorde det! Jeg fucking gjorde det!

Jeg bøjer mig over et af de opstillede hegn. Mia kommer hen og ønsker tillykke og jeg bliver glad for hendes ord, selvom jeg ikke kan sige noget. Jeg giver Lasse et kram og siger tillykke. Jeg drikker vand og energi og pludselig får jeg øje på en blå Sparta-singlet. Det er Laura. Jeg behøver ikke at spørge hvordan det er gået. Hendes øjne er røde og hun græder af glæde. Ved siden af hende går Jacob, der løb de sidste kilometer med hende. De to hører sammen. “Jeg sagde det jo” siger jeg imens jeg krammer hende. “Jeg vidste at du gjorde det!”. Hun gjorde det. Hun løber et perfekt marathon. Et perfekt marathon. Hun gjorde det selv og hun gjorde det færdigt. Og hun krydsede målstregen sammen med Jacob. Selvfølgelig. Det kunne ikke være anderledes.

Nu står jeg i en elevator. Den stopper ved fjerde sal. Da dørene åbner står min far der. Vi krammer og han ønsker tillykke. Vi går hen på hotelværelset. Jeg krammer min mor og hun siger tillykke. Så tager jeg min telefon. Jeg ringer til Lea. Den ringer og jeg begynder at græde, da hun tager den. Jeg begynder bare at græde. Lige i det øjeblik går det op for mig, hvad jeg lige har præsteret. Da jeg hører stoltheden og glæden i hendes stemme forstår jeg det og jeg kan ikke fremstamme et eneste ord men sidder bare på badeværelset og græder. Jeg græder af glæde.

Nu er der gået to dage. Jeg er øm alle steder. Min hofte har været helt ødelagt i to dage og der var blod i min urin det første døgn efter løbet. Det flår i mine lårmuskler, når jeg går på trapper. Jeg har ondt i nakken og i mine skuldre, så jeg konstant går med en nagende hovedpine. Jeg skifter imellem at fryse og svede ukontrolleret og jeg er konstant træt. Og så er jeg glad. Jeg er glad på en måde, hvor det faktisk er svært at udtrykke denne glæde med ord. Måske fordi jeg stadig har svært ved at forstå, hvad der skete i søndags. Jeg forstår stadig ikke helt omfanget af det, der skete i søndags. Jeg ved, at jeg løb et marathon på mindre end tre timer. Det er fakta. Men jeg er ikke sikker på at jeg helt forstår det.

Da jeg løb mit første marathon i 2014 i København sad jeg på vejen hjem i bilen og tjekkede resultaterne fra løbet på en app på min telefon. Jeg havde selv haft et mål om at gennemføre på indre end fire timer uden egentlig at have noget forhold til om det var realistisk eller ej. Det lykkedes mig og da jeg havde set min egen tid på listen, noterede jeg mig ligeledes at der var løbere, der havde gennemført distancen på mindre end tre timer. Det havde jeg sgu svært ved at forholde mig til. De kunne lige så godt have sagt at de havde gennemført på fem minutter. Begge dele virkede helt usandsynligt. Jeg ved ikke hvornår jeg begyndte at drømme alvorligt om selv at bryde denne magiske grænse, men jeg ved at jeg besluttede mig for at træne målrettet imod at bryde den sidste efterår. Måske igen uden at have noget egentlig forhold til om det var realistisk eller ej? Men selvom at jeg stadig ikke helt forstår det og selvom at jeg selvfølgelig har den bevidsthed at jeg hverken er eller bliver verdens hurtigste løber, så vil jeg for altid være ubeskrivelig stolt over, at jeg beviste overfor mig selv at jeg kunne udholde så mange pinsler og så megen smerte, at jeg var i stand til at løbe et marathon på mindre en tre timer.

Læs Thomas' løbeberetning fra 2017 løbet her