0
Unique selling points
Alle butikker åbner 1. marts kl. 10:00
Kontakt online
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Nike React Infinity Run Flyknit 2: Anmeldelse

Det er skoen, der skal løfte en tung arv fra den første udgave, som viste sig at være en ganske populær sko. Heldigvis har Nike holdt fast i det, der fungerede i Infinity og fokuseret på at blive bedre, hvor der var behov for det – nemlig i overdelen. Andreas fra LØBEREN i Lyngby har testet efterfølgeren, som du kan læse anmeldelse af her.

Jeg har udelukkende løbet i Infinity Flyknit 2 de sidste par uger, og det er blevet til 76km. i skoen, hvoraf den længste har været 25km, og den korteste har været 4km. Jeg har testet den både i lavere pace (omkring 5:30) og lidt højere (omkring 4:00). Det er en neutral sko, men den kan også godt bruges til løbere, der søger mild pronationsstøtte. Jeg har en mild pronation, så for mig rammer den faktisk udmærket.

Hvordan er den kontra den første Infinity Flyknit?

Jeg havde også fornøjelsen af at løbe masser kilometer i den første udgave, som jeg – efter en skeptisk start – efterhånden gik hen og blev rigtig glad for. Min største anke i første omgang var den ret markante højde i svangen og en meget tætsiddende overdel. Det betød, at jeg faktisk ikke brød mig om pasformen til at starte med. Til gengæld er jeg kæmpe fan af Nike React-skummet i mellemsålen, og derfor holdte jeg ved, og jeg kan kun sige, at det er en sko, der (for mig) blev bedre og bedre.

Nu har Nike så introduceret efterfølgeren, og de har arbejdet med det, der i mine øjne ikke fungerede helt – nemlig overdelen. I den nye er overdelen slet ikke så tætsiddende, og det nye, grovere Flyknit-materiale fungerer langt bedre. Det samme gør pasformen – den klemmer ikke om foden, som jeg synes, den første gjorde, men den er stadig tæt nok til, at man ikke "skvulper" i skoen.

Nike har lagt mere polstring omkring hele foden, så man får en langt mere behagelig oplevelse, når man får den på. Der er faktisk ikke ændret i mellemsålen i forhold til den første – og tak for det. Det fungerer nemlig i forvejen. En mellemsål, der både er til den bløde side og rimelig responsiv. Man føler, at den hjælper en fremad, når man løber.

I hvilket terræn fungerer den bedst?

Jeg har prøvet den af både i sneen, skoven og på asfaltstier. Og lad mig da bare sige det kort. Løber du i skoven eller på glat/smattet underlag, så find en anden sko. Det er heldigvis heller ikke det, Infinity Flyknit-serien er lavet til. Den fungerer klart bedst på fast underlag som asfalt eller fast grus. Det bliver lidt et show, når man begiver sig ud i smattet/glat underlag, men det er som sagt heller ikke det, skoen er lavet til.

Den fungerer heldigvis til det, den er lavet til. Og her fungerer den altså bare. Nemlig på fast underlag til løberen, der søger en lidt blødere, responsiv mellemsål og fast overdel.

Hvem henvender Infinity Flyknit 2 sig til?

Man skal først og fremmest synes, at den ”soklignende” overdel er fed. Altså en overdel, der svøber sig rundt om foden. Er man ikke til det, men foretrækker den traditionelle overdelskonstruktion, så er det måske ikke Infinity Flyknit 2, du skal købe.

Det skal du måske, hvis du godt kan lide netop den type overdel. Jeg synes faktisk, at den fungerer godt i de tempi, jeg har prøvet den i. Både de korte og lidt hurtigere ture og de lange lidt langsommere ture. Den nye overdel er superlækker og har gjort komforten og pasformen markant bedre.

Så kunne du lide den første udgave, så kan du roligt købe Infinity 2 som din nye mængdetræningssko. Den er kun blevet bedre.