0
Unique selling points
Gratis fragt v. køb over 750kr. / Køb og afhent i butik
Kundeservice
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

OCR er seriøs leg, der kan overføres til livets udfordringer

Obstacle Course Racing-atlet Kristian Husgard begyndte sin løbekarriere som orienteringsløber. I dag er han en af Danmarks bedste OCR-løbere og har repræsenteret Danmark to gange til VM. De mange udfordringer, som de mudrede OCR-løb byder på, har ikke kun gjort ham til en bedre løber, men også formet hans tilgang til livet.

Tekst Simon Lessel

Da Kristian Husgard efter fem kilometer af sit første OCR-løb orienterer sig bagud, er han alene. ”Det er næsten for godt til at være sandt,” når han at tænke, inden han fortsætter jagten på den eneste løber i Nordic Race 2013, der ligger foran ham. Forinden har han med skyhøj puls forceret mudderhuller, gået armgang, kravlet under pigtråd og løbet med alt, hvad alt hvad remmer og tøj kan holde. Da han én kilometer senere krydser målstregen, går det op for ham, at han rent sportsligt har fundet sin niche. På under et par måneder har han bevæget sig fra at være uvidende tilskuer til at stå på medaljeskamlen i et OCR-løb. Løbet indbringer den tidligere orienteringsløber og OCR-debutant en bronzemedalje og en plads på medaljeskamlen.

Oplevelsen indkapsler Kristian Husgards forhold til OCR: Nemlig at man bare skal springe ud i det. Bogstaveligt talt. Det betaler sig. En ekstra bonus ved at komme igennem de mange forhindringer med våde løbesko, mudder i hele hovedet og en galoperende puls er nemlig, at de fysiske udfoldelser ikke kun er noget, der kan bruges under forhindringsløbene. ”Det at klare en forhindring kan også overføres til livet og betyder, at man hele tiden udvikler sig igennem de personlige sejre, man får,” fortæller Kristian Husgard.

En sport for løbere

OCR, der står for Obstacle Course Racing, er en ny og hastigt voksende gren af løbeverden, der lynhurtigt har udviklet sig fra ukendt niche til at være en mere etableret del af løbeverden siden 2013. Alsidigheden i de fysiske strabadser afspejler sig også i dem, der stiller til start i løbene. Det er en broget skare af tidligere løbere, langrendsløbere, orienteringsløbere, klatrere og gymnaster, der kaster sig ud i mudderet. Alligevel har de ét fællestræk, og det er forholdet til løb. ”Typisk er det de bedste løbere, der vinder OCR-konkurrencerne. De er dog ikke længere rendyrkede løbere, men folk der har inkorporeret ekstra styrketræning i deres træningsprogrammer uden at komme til at veje for meget,” forklarer 29-årige Kristian Husgard.

Et typisk bane til et OCR-løb består af 20-50 forhindringer og selve ruten strækker sig over 5 kilometer og opefter. Ruterne varierer både i sværhedsgrad, antallet af højdemeter og distance. Dét stiller andre krav til træningen, end hvis man træner til et halvmarathon. ”De forskellige OCR-løb appellerer til forskellige løbertyper og derfor også til forskelligartet træning. Derfor kan man kigge på løbsprofilerne og udvælge dem, der passer til en selv og tilpasse sin træning efter det,” fortæller Kristian Husgard, der selv har ændret sin træning markant efter han ikke længere er orienteringsløber, men har dedikeret sig 100 procent til OCR.

Alsidig og legende træning

Når Kristian Husgard træner op til for eksempel verdensmesterskaberne, som han har deltaget i både i år 2015 og 2016, er det muligt at spotte ham både i skoven og i bybilledet. Således løber den tidligere orienteringsløber 3-4 gange om ugen – gerne på ujævnt underlag og med bakker. OCR kræver dog også fysisk råstyrke i den øverste del af kroppen, hvorfor Kristian Husgard bruger en del tid på blandt at træne kropshævninger og gå armgang i træningsstativerne i Fælledparken og på Den røde plads på Nørrebro. For at kunne overkomme udfordringerne til OCR er det nødvendigt at træne alsidigt. Derfor består en typisk træningsuge udover 3-4 gange løb også af trappetræning, svømning og funktionel styrketræning i form af eksempelvis lunges, squats og sving med kettlebells.

Den alsidige træning har gjort VM-deltageren til en bedre løber. ”Du bliver i stand til at løbe længere og hurtigere, fordi du får større muskler. Der går længere tid, før du bliver træt, og du vænner simpelthen din krop til at yde mere. Man kan styrketræne på mange måder, men hvis man bruger sin egen kropsvægt, så bliver musklerne ikke meget større, de bliver bare stærkere. OCR-træningen kan derfor også virke skadesforebyggende,” lyder det fra Kristian Husgard, der til daglig arbejder som fysioterapeut.

Find dit indre legebarn frem

Kristian Husgards råd til at komme i gang med OCR er ret simpel. Meld dig til et løb og tag udfordringen op. Det værste, der kan ske, er, at du bliver en bedre og stærkere løber. Hvis man som løber gerne vil stifte bekendtskab med OCR, inden man griber til tasterne og bestiller et startnummer til det førstkommende OCR-løb, kan man komme til træning d. Xx/yy med Kristian Husgard og LØBEREN. Her skal man primært huske én ting, fortæller den erfarne OCR-atlet: At finde sit indre legebarn frem. ”Hvis man føler man har et indre legebarn, så er det oplagt at prøve den her type træning. Vi kommer til at give eksempler på, hvordan man kan bruge redskaberne i byen på en sjov måde. Samtidig kommer vi til at give inspiration til en anderledes måde at træne på, og hvordan det kan gavne en som løber,” lyder det afrundingsvis fra Kristian Husgard.

3 gode råd fra Kristian Husgard til at komme i gang med OCR

  1. Find et OCR-løb og tilmeld dig. Kast dig ud i det.
  2. Benyt de mange forskellige træningsmuligheder, der er på din løberute. Enten i form af træningsstationerne i byen eller de mange alsidige muligheder, skoven kan tilbyde.
  3. Find sammen med nogle venner og træn sammen.

Kristians Blå bog

Navn: Kristian Husgard
Alder: 29 år (Født 3. September 1987)
Uddannelse: Fysioterapeut
Sponsor: LØBEREN og Salomon
Bedste resultat: Nr. 3 til Nordic Race 2013, og nr. 68 til VM i Ohio
Favoritløb: Nordic Race
Yndlingsdistance: 10 kilometer
PR: 5km på 16:59 og 10km på 36:15

Du kan følge Kristian Husgard på Instagram (@kristianhusgard), hvor han løbende beretter om sin træning og sine resultater.

En typisk træningsuge for Kristian Husgard

  • Mandag: Rolig løbetur på 5 kilometer
  • Tirsdag: Trappetræning. 10 gange op og ned ved Konditaget Lüders
  • Onsdag: OCR-intervaller. 400 meter løb efterfulgt af en forhindring – gentages 10 gange.
  • Torsdag: 1,5 kilometer svømning (crawl)
  • Fredag: 7-8 kilometer tempotur (løb)
  • Lørdag: Funktionel styrketræning
  • Søndag: 15 kilometer i roligt tempo

Prøv kræfter med OCR

Vi giver dit muligheden for, at prøve kræfter med OCR, når vi til maj afholder en workshop i København og en i Aarhus:

Du behøver ikke allerede være en bomstærk OCR-atlet, der står som skåret i granit, for at deltage. Dette er et introarrangement for alle.