0
Unique selling points
Fri fragt på alle ordrer
Kontakt online
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Søges: Butikschef til LØBEREN, Vejle

Hos LØBEREN går det stærkt, og derfor søger vi en daglig leder til vores butik i Vejle. Læs mere om stillingen herunder.

Hvad laver du som daglig leder?

Som daglig leder er du kort og godt ansvarlig for butikkens daglige drift. Men faktisk er du meget mere end det. Du er LØBERENs ansigt udadtil i Vejle og lokalområdet, og du arbejder kontinuerligt for, at butikken vækster - noget du stort set får frie hænder til at føre ud i livet. Klubaftener og firma-workshops kan være eksempler på aktiviteter, som du kan arbejde med og være en del af den plan for butikken, som du sammen med os udarbejder.

Vi arbejder hårdt på at give vores kunder en professionel og seriøs løbevejledning. Derfor følger der med ansvaret for butikken også ansvaret for butikkens personale. Det indebærer daglig personaleledelse, træning af personalet, vagtplaner og meget mere.

Hvilke kvalifikationer skal du have?

Du er løber, og du elsker løb. Vi synes, at det er ekstra lækkert, hvis du allerede er aktiv i et løbemiljø og deltager i løb. Det er derimod ikke vigtigt, om du er hurtig eller langsom, elite eller motionist. Har du samtidigt en interesse for løbeudstyr og den nyeste viden herom, vil det også være et plus. Har du erfaring med træningsplanlægning, løbetræning og -stil og kender du de forskellige produkter, så hopper og danser vi af glæde. Det gør vi også, hvis du bare brænder for at få erfaring med det og ønsker at blive dygtig på løb, løbeudstyr og vejledning herom.

Som daglig leder er det en fordel for både dig og os, hvis du har erfaring fra en lignende stilling, eller du kommer fra en detail-baggrund og har duftet lidt til lederrollen. Du skal være glad for at tale med mennesker, motivere og sætte retningen for dit team. Og så skal du sørge for, at I har det super sjovt samtidigt. 

Hvad tilbyder vi selv?

Vi synes jo, at vi tilbyder en fantastisk stilling, hvor du får ansvar for at drive én af butikkerne i Danmarks største netværk af løbebutikker. I LØBEREN er vi ret stolte af, at vi er kendt som et motiverende og socialt arbejdsmiljø, hvor du hver dag møder en masse friske løbekunder. Der er ikke to løbere, der er ens, og vores kunder forventer, at vi er drønskarpe på alt inden for løb. Hvilket vi også sætter en ære i at være. Løb er vores fælles passion, og vi elsker at tale med vores kunder om det. Du bliver omgivet af nogle fantastiske kollegaer, som også elsker at løbe, have det sjovt, nørde gear - og ikke mindst spise kage.

Arbejdstiden vil være ca. 37 timer om ugen. Herunder også aften- og lørdagsvagter. 

Løn og vilkår efter kvalifikationer.

Har vi fanget din interesse?

Så skynd dig at sende din ansøgning, hvor du sætter ord på din passion og erfaring med løb og ledelse. Vi vil vide, hvem DU er. Ikke om dit karaktersnit er 5, 6, 7, 8, 9 eller 10.

Ansøgningen sender du på mail til Ebbe Møller Nielsen på ebbe@loberen.dk

Tiltrædelse snarest muligt.

Vi vurderer ansøgninger løbende, så afsted med den hurtigst muligt. Senest d. 15/2-2021.