0
Unique selling points
Gratis fragt v. køb over 750kr. / Køb og afhent i butik
Kundeservice
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Vejen til marathon #1: Den første gang

Velkommen til denne serie af indlæg, som jeg igennem de kommende uger vil skrive til LØBEREN som optakt til Copenhagen Marathon. Jeg skal selv løbe dette løb i år. Det bliver mit 7. marathon-løb og fjerde gang i træk, at jeg løber i København. Disse indlæg vil tage udgangspunkt i den rejse, som alle kommende marathon-løbere og ikke mindst dem, der skal løbe denne klassiske distance for første gang, er i gang med. De vil både omhandle mange af de praktiske, tekniske, træningsmæssige og logistiske spørgsmål, som kan opstå undervejs i denne proces, men jeg vil også skrive omkring de tanker, spændingen, nervøsiteten, forventningen, angsten og ikke mindst glæden, som også er en del af vejen til at kunne kalde sig marathon-finisher. Der vil komme et nyt indlæg hver fredag og jeg håber, at I har lyst til at læse med.

Indlægget handler her handler om mit første marathon-løb. Det var i 2014 og foregik netop i København. Om 10 uger løber jeg det igen for fjerde gang. Jeg glæder mig og har haft en masse fantastiske oplevelser til dette løb. Alligevel var der noget helt særligt over første gang jeg løb i mål i silende regnvejr på Islands Brygge.

"Ja, lad os gøre det!"

Beslutningen om at løbe et marathon-løb tog jeg 8 måneder før jeg krydsede målstregen i København på en helt almindelig aften i september. Jeg talte i telefon med min gode ven Henrik. Jeg havde løbet mit første halvmarathon en måned tidligere. Jeg tror det er svært at løbe 21 kilometer uden at skænke den dobbelte distance en tanke. Jeg havde selvfølgelig overvejet det, men omvendt havde jeg også været så udmattet efter mit halvmarathon, at tanken om at løbe turen igen virkede komplet idiotisk. Alligevel hørte jeg mig selv sige “ja, lad os gøre det!”, da Henrik spurgte om vi skulle løbe et marathon sammen. Jeg havde selvfølgelig mest lyst til at sige nej, men jeg havde en følelse af, at det her var jeg nødt til at sige ja til.

Resten af efteråret og vinteren gik med at overveje det fornuftige i den beslutning jeg havde taget. Jeg begyndte også at løbe lidt flere kilometer og gøre min tur i weekenden en smule længere for at forberede mig på udfordringen med den klassiske marathon-distance. Jeg fandt ud af, at jeg nok ville få brug for et træningsprogram, da jeg faktisk ikke anede noget som helst om at træne op til sådan et løb. Jeg brugte nogle aftener på at læse og undersøge et hav af forskellige træningsprogrammer på nettet. Nogle var alt for tekniske og uoverskuelige imens andre indeholdt intervaller og det gad jeg bare ikke løbe. Til sidst fandt jeg faktisk et på Løberens hjemmeside, der virkede godt. Jeg printede det ud og hængte det op på mit køleskab. Nu var jeg fandme klar!

Den intense spænding inden den store dag

Ugerne gik. Turene blev længere. Vejret blev bedre. Sneen forsvandt. Turene blev endnu længere. Træerne begyndt at få grønne knopper og før jeg fik set mig om, løb jeg min sidste trænings-tur inden jeg skulle deltage i mit første marathon-løb. På den ene side havde jeg følelsen af, at tiden gik meget langsomt og alligevel kom det alt for hurtigt og jeg følte mig ikke klar. Nervøsiteten steg for hver dag der gik og pludselig stod jeg i kø i Sparta-hallen og ventede på at hente mit startnummer. Jeg købte en blå singlet fra Nike og tog hjem og spiste en kæmpe portion spaghetti. Så gik jeg i seng og selvfølgelig lukkede jeg ikke et øje hele natten.

Drømmen bliver til virkelighed

Så stod jeg der. Imellem tusindvis af andre løbere. Jeg kiggede mig lidt omkring og havde en anelse om, at jeg endnu ikke helt havde forstået, hvad jeg havde sagt ja til. Pludselig er vi igang. Vi løber afsted og jeg mærker at al nervøsiteten er væk nu. Nu er jeg igang. De første kilometer går hurtigt. Jeg kigger mig omkring og lægger mærke til at vi passerer Rådhuspladsen og Statens Museum for Kunst. Vi løber forbi Parken og kommer ned til søerne. Det er en rundtur til en masse steder i København, som jeg oplever på en ny måde. Pludselig er vi halvvejs. Jeg er optimistisk. Det går godt. Jeg vinker til mine forældre ved Dybbølsbro og løber videre. For hver kilometer-mærke, som jeg passerer på ruten kommer jeg et skridt tættere på den drøm, som er vokset i mig hele foråret. Jeg begynder at mærke trætheden i kroppen. Mine lår begynder at gøre ondt og jeg er nervøs for, hvor meget værre det kan nå at blive. Jeg har løbet 29 kilometer. Det er længere end jeg nogensinde har løbet før, så alt herfra er ukendt territorium. Jeg ved ikke, hvad der venter mig. Da jeg mangler 8 kilometer mærker jeg, at smerten og trætheden i benene har nået sit klimaks. “Det bliver ikke værre nu”, tænker jeg. Det gør ondt, men ikke mere end at jeg kan holde det ud. Så falder den første regndråbe og lander på mit skaldede hoved. Et par minutter efter vælter regnen ned over os og fortsætter med det resten af dagen.

Regnen siler ned over Københavns gader og de tusindvis af løbere, der kæmper sig igennem det årlige Copenhagen Marathon, ligesom jeg selv. Mine sko og strømper er våde og regndråberne løber ned af min arm. Jeg har løbet 37 kilometer. Selvom det ikke er varmt denne søndag i maj, er det alligevel rart at blive kølet ned efter at have løbet i mere end 3 timer.

Da der mangler 3 kilometer rammer erkendelsen mig. “Du er ved at gennemføre et marathon-løb!”. Jeg ved nu og tror nu på, at jeg kommer til at gennemføre løbet. En tanke, der blot få år tidligere ville have været fuldkommen utænkelig. Vi krydser slotspladsen ved Christiansborg og løberen lige ved siden af mig begynder at vakle og er tæt på at besvime af udmattelse. Nogle tilskuere springer til og hjælper hende. Jeg forsøger at holde fokus på de sidste kilometer, selvom at mit hoved at ved at eksplodere af tanker lige nu. Nu mangler der en kilometer. Jeg løber op på Langebro. Følelsen her er helt vanvittig. Som løber skærer man sig igennem tilskuerne, der trodser vejret og hepper os frem. Vi løber så tæt, at jeg flere gange strejfer tilskuere efterhånden som menneskemasserne åbner sig op for os! Da vi løber ned under Langebro og ind på opløbet er larmen øredøvende! Jeg får en kæmpe klump i halsen og mærker tårerne i øjnene! “Du gjorde det, du gjorde det fandme!” Det føles uvirkeligt og jeg er så fantastisk stolt! Pludselig er jeg i mål. Jeg stopper mit ur og ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv! Men jeg ved instinktivt med mig selv, at det her skal jeg gøre igen!”

Sejren!

Et øjeblik efter stod jeg med en hvidt regnslag over mig og en medalje om halsen. Jeg stod helt alene og følte mig mere stolt end jeg havde, og stadig har, ord til at forklare. Jeg havde gennemført et marathon-løb. Jeg havde sat mig et mål, der flere gange virkede både uoverskueligt og urealistisk, men jeg gennemførte. Det havde krævet mere viljestyrke end jeg havde udvist i noget andet aspekt i mit liv og netop derfor, betød det også meget for mig.

Om 10 uger vil en masse løbere krydse målstregen på Islands Brygge og kunne kalde sig marathon-finisher. For mange vil det være første gang. Det er en stor oplevelse. Det vil være afslutningen på en rejse, der har været fyldt med en masse følelser. Både tvivl og usikkerhed, men også kampgejst og en viljestyrke ud over det sædvanlige. Nogle rækker hænderne op over hovedet og brøler deres glæde ud, når de løber i mål. Vi har forestillet os dette øjeblik.

Vi har allesammen hver vores maratonhistorie. Forskellige udgangspunkter og forudsætninger. Men når vi krydser målstregen, er vi fælles om at have overvundet alt det i os, der sagde, at vi aldrig ville kunne løbe et maratonløb.

Læs flere af blog-indlæggene her:

  1. Den første gang
  2. De lange træningsture
  3. Det svære valg af løbesko til den store dag
  4. Så lang tid tager det at løbe et marathon
  5. Løbeur - bling bling eller træningsredskab
  6. Den svære nedtrapning
  7. Valg af tøj til marathon
  8. Dette bør du overveje ift. dit energiindtag
  9. Sådan lægger du en energiplan
  10. Dette skal du pakke til et marathon