Navnet er Jacob Sommer Simonsen, og Jacob dyrker mellem- og langdistanceløb for den aarhusianske klub AGF Atletik. Passet siger 29 år gammel, og resultaterne på kongedistancen er ikke til at tage fejl af, men Jacob vil mere.
Vi i Løberen besøgte allerede Jacob tilbage i april i forbindelse med en løbetest hos Team Danmark, hvor målet var at finde den optimale løbesko for Jacob til Copenhagen Marathon.
“Testen gik ud på at undersøge, hvilke sko jeg løb mest økonomisk i. Det vil sige de løbesko, jeg brugte mindst energi i ved samme hastighed kontra de andre løbesko. På den måde var jeg sikker på at have det bedste udstyr til løbsdagen”, fortæller Jacob.
Testen foregik således, at Jacob havde tre forskellige par løbesko, han skulle teste i simuleret løbshastighed på løbebåndet, mens Team Danmark tog forskellige målinger undervejs. Målet var at have det bedste udstyr til Copenhagen Marathon, hvor Jacob skulle forsøge at kvalificere sig til OL i Paris.
Drømmen om OL er intakt
Det gik som bekendt ikke helt, selvom Jacob i den grad var tæt på at løbe under de famøse 2:10:00, som var kravet for kvalifikation.
“Løbet gik fint. Jeg indfriede ikke målet om 2:10:00, men løb i stedet 2:11:27. De sidste 10km var hårde med mange sving og modvind til mål, men jeg kom fint igennem. Mine tider og placering på ranglisten havde kvalificeret mig til samtlige OL på maratondistancen før i tiden, så det var lidt træls, at det ikke var nok”, siger Jacob.
Heldigvis er håbet og troen på OL ikke forduftet, og selvom kravene for at kvalificere sig på maratondistancen, er blevet langt hårdere end førhen, giver Jacob ikke op:
“Jeg må håbe, de igen åbner op for flere pladser næste gang, som de gjorde i Tokyo 2021, men i mellemtiden må jeg blive bedre og forsøge at løbe de direkte krav, som er en langt mere sikker måde at kvalificere sig på”.
Nye mål, der skubber grænserne
Ikke lang tid efter turen gennem Hovedstadens gader, gik turen til Italien med resten af landsholdet fra Dansk Atletik. En tur, hvor Jacob ganske kort tid efter maratonløbet forsøgte at kæmpe sig gennem EM i halvmaraton på trods af flere udfordringer.
“EM i Rom lå 5-6 uger efter København, så jeg kom lige fra en lille pause og optrapning af træningen med flere småskavanker til følge. Jeg var ikke i optimal form, men jeg var bare glad for at blive klar til at deltage, nu når jeg havde kvalificeret mig. Derfra er det heldigvis gået godt med at genopbygge træningen”.
Netop genopbygningen er noget, Jacob får brug for, når han allerede i september skal i ilden på to forskellige distancer til to af Europas største løb. Nemlig Copenhagen Half Marathon og Berlin Marathon. To løb, hvor Jacob igen har store ambitioner og tro på, at gode tider venter.
Begge løb er i september og er veloverstået, når dette magasin udkommer.
“Mit næste mål er Copenhagen Half og Berlin Marathon, der ligger midt og slut-september. Jeg arbejder med flere nye ting for at optimere min træning og kost, og jeg håber, det rykker min performance til næste niveau. Jeg føler i hvert fald, at det går den rigtige vej. Jeg vil gerne løbe hurtigt og vinde DM endnu engang i København”, fortæller Jacob og fortsætter: “I Berlin håber jeg at løbe en tid på niveau med min tid fra Copenhagen Marathon. I Berlin er jeg bare på en af de helt hurtige, europæiske ruter, så jeg tror, det er muligt - og mere til, hvis jeg rammer dagen og fortsætter de gode takter”.
Det kræver en systemændring
Skal Danmark fortsat kunne levere løbere på allerøverste niveau, kræver det, at træningsmiljøet i de største klubber er på plads. AGF Atletik er en dominerende klub herhjemme hvor flere af Danmarks bedste atleter har sin daglige gang, og det gælder os Jacob, der fortæller følgende om sin træning i klubben:
“Mit primære træningsmiljø er i AGF Atletik, hvor det sociale fællesskab har stor betydning for mig. Vi hjælper hinanden til træning - uanset om man er på samme niveau. Jeg træner meget af min træning relativt kontrolleret efter laktat og puls. De få træningspas, hvor pace (farten man løber) er relevant for mig - og det er det i ny og næ - får jeg hjælp enten af andre løbere noget af vejen eller med en på cykel ved siden af mig”.
Træningsmiljøet er helt afgørende for, at flere og flere tør satse på at løbe. Det nuværende elitesystem giver nemlig ikke de optimale betingelser for at gå all-in på løbesporten. Ifølge Jacob kræver det en ændring:
“For at få flere danske eliteatleter og løfte miljøet herhjemme, tror jeg, at det kræver muligheder for, at unge atleter kan gå all in og forfølge deres sport. Det er svært med det nuværende system”.
Og selvom det er fedt at skubbe sine egne grænser og nærme sig de danske rekorder, er en af Jacobs største ambitioner at hjælpe Danmark fremad med løbesporten.
“En af mine største ambitioner er at være med til at åbne døren for nye måder at tænke performance og optimering på herhjemme. Vi må tænke ud af boksen, lære hvad vores naboer gør så effektivt og gå nye veje for at sparke døren ind til den internationale scene”.