0
Unique selling points
Gratis fragt v. køb over 750kr. / Køb og afhent i butik
Kundeservice
86120180
KL. 10-17 MAN-FRE

Royal Run blog - valg af løbesko

Royal Run

Den 21. Maj bliver de fem største byer i Danmark omdannet til løberuter, hvor tusinder og atter tusinder af løbere vil løbe til det, der vel er på vej til at blive en af de største løbefester i Danmark i mange år, nemlig Royal Run. Royal Run er den måde, som Kronprins Frederik har valgt at fejre og dele sin 50-års fødselsdag med den danske befolkning. Kronprinsen har selv givet udtryk for, at Royal Run skal være et løb, der henvender sig til de erfarne løbere, men i lige så høj grad til dem, der binder løbeskoene for første gang, og at alle er velkomne uanset alder.


Fotograf: Lars Møller

Startskuddet lyder i Aalborg, hvor Kronprinsen løber ”One mile” (1,609 kilometer) sammen med deltagerne. Herefter fortsætter løbet i Aarhus, Esbjerg og Odense, hvor Kronprinsen ligeledes løber den kendte ”One mile”, inden han slutter festen af i København og på Frederiksberg med at løbe 10 kilometer gennem hovedstaden.Nogle vil allerede have et eller flere par løbesko klar til dagen og deres største bekymring vil blot være at beslutte, hvilket par de skal løbe Royal Run i. For andre vil denne dag i stedet være en anledning til at anskaffe sig et par nye sko og for andre vil det være deres første løbesko, som de snører sammen med Kronprinsen og resten af Danmark. Læs mere om Royal Run HER

Valg af løbesko

Dette indlæg vil handle om valg af løbesko. Egentlig synes jeg, at det er et ganske svært emne at skrive om, for der findes lige mange holdninger til løbesko, som der findes løbere. Jeg har ikke det endelige svar på den ultimative løbesko, så hvis du sidder og venter på, at jeg anbefaler en bestemt sko, som vil passe til samtlige deltagere til Royal Run, kommer jeg til at skuffe dig. I sidste ende findes der kun en person, der har svaret på, hvilke sko er den rigtige og det er dig selv. Jeg håber dog, at du igennem dette indlæg, vil opleve at denne beslutning bliver lettere at træffe.

Løbeskoen indkapsler på en eller anden på det simple ved at løbe. Det er, når man skærer alt andet overflødigt fra, det eneste, der kræves for at løbe. Nogle vil måske argumentere for, at man sagtens kan løbe i bare tæer, sandaler eller lignende, men i min optik, løber man i løbesko. Jeg har efterhånden løbet i mange forskellige sko. Der findes endnu flere løbesko, som jeg aldrig har haft fødderne nede i. Jeg skifter generelt meget imellem flere forskellige løbesko. Det fungerer godt for mig. Andre løber i det samme på løbesko hele tiden fordi at det fungerer for dem. Dog er der nogle forskellige faktorer i forhold til valg af løbesko, som er vigtige at være opmærksom på og det er disse, som dette indlæg vil handle om.

Støddæmpning

Den første faktor er støddæmpningen i løbeskoen. Det er vigtigt at din løbesko har en god støddæmptning, da denne er med til at mindske den belastning, som kroppen udsættes for ved løb. Generelt belastes kroppen med en effekt, der svarer til 3-5 x din kropsvægt for hvert skridt du tager. Man kunne måske foranlediges til at tro, at en sko med masser af støddæmpning er det samme som en “blød” løbesko. Det er ikke nødvendigvis tilfældet. Faktisk er det vigtigste, at støddæmpningen er jævn. Er skoen for “blød” vil du udnytte støddæmpningen for hurtigt og derved miste en del af den energi, der skal bruge i afviklingen af hvert skridt i afsættet med foden. Er skoen for “hård” vil du ikke udnytte støddæmpningen i skoen og landingen vil blive for hård. Det kan i sidste ende betyde at vibrationerne fra landingen forplanter sig i lårmusklerne og kan bevirke, at disse udtrættes hurtigere end tilfældet ville have været med en bedre udnyttelse af støddæmpningen i skoen.

Hældrop

Det næste jeg vil fokusere på er skoens hældrop. Det kan lyde ganske teknisk, men dækker egentlig bare over forskellen i højden på sålen ved forforden og ved hælen. Jo lavere hældrop, jo længere fremme på foden burde den enkelte løber være i stand til at lande. Det er bevidst, at jeg skriver “burde”, for det er vidt forskelligt, hvordan vi løber. Det bliver tydeligt, når man passerer andre løbere på ens løbeture - der findes uendeligt mange måder, hvorpå vi løber. Der har været en tendens til at hævde, at “natural running” eller forfodsløb, hvor man lander på midtfod/forfor, har været at foretrække frem den mere klassiske “rulning”, hvor man lander på hælen og ruller henover fodsålen. Der er ingen tvivl om, at det umiddelbart er en mere effektiv måde at løbe på, hvis man lander længere fremme på foden, men samtidig skal det også give mening ift. ens løbestil. Hvis man lander på hælen, når man løber, kan det være en hård belastning for ens achillessener at løbe i et par løbesko med et lavt hældrop fremfor et par sko med et højere hældrop, der vil tilgodese ens måde at løbe på. Det handler igen om at vælge det par sko, som det giver mening for dig at løbe i.

Vægt

En anden faktor, som mange har fokus på, når de skal vælge løbesko, er vægten på løbeskoen. Det er ganske forståeligt. Der kan være stor forskel på vægten på de forskellige løbesko og en forskel på blot 100 g. på løbesko kan på et marathon-løb betyde et øget iltforbrug på 1%. Derfor kan det selvfølgelig være fristende at vælge en sko, der er meget let, men så simpelt er det desværre ikke. Den lette vægt betyder også, at skoen ofte ikke har den samme støddæmpning, stabilitet eller komfort, som “tungere” sko. Det bliver altså en opvejning af, hvad du prioriterer som løber: Komfort eller fart? Personligt lander jeg, som jeg skrev tidligere, et sted midt imellem for selvom at jeg godt kan lide at løbe i en forholdsvis let sko, så foretrækker jeg også at have den komfort, som en fornuftig støddæmpning kan give. Du kan læse mere her om fordele og ulemper ved lette løbesko.

Fornemmelse

Det kan måske lyde en smule teknisk og måske begynder det endda at virkelig en anelse uoverskueligt at vælge den rigtige løbesko. Som jeg skrev i starten af dette indlæg, så forestiller jeg mig ikke, at der findes en ultimativ sko som passer til alle løbere. Men jeg har ikke beskrevet den vigtigste faktor endnu! Det handler nemlig hverken om vægt, drop eller støddæmpningen i skoen. Det vigtigste er, at den føles godt at løbe i for dig. Simpelthen. Derfor er det kun dig, der har svaret på hvilken sko, der er den rigtige for dig. Det kan i sidste ende være ligemeget, om skoen er tung eller let eller om den har et højt eller lavt hældrop, hvis den ikke føles godt på foden, når du løber i den. Det er der kun en måde at finde ud af på - nemlig ved at løbe i den. Først på løbebåndet i butikken, når du køber den og dernæst på dine træningsture, hvor du kan få en fornemmelse af om dette er den rigtige sko for dig.

Løb er enkelt

Løb er simpelt! Det kræver bare en vej og et par sko. Så kan du løbe så langt du har lyst til. Løb er enkelt. Du får det ud af det, som du smider ind i det. Sådan er det også med sko. Hvis du har lyst til at sidde og nørde med vægt, drop og opbygning af mellemsålen kan du sagtens gøre det. Hvis du bare gerne vil have et par sko, der kan være din bedste ven og dit bedste våben den 21. maj til Royal Run kan du også gøre det. Det er op til dig! Det kan være lige præcis så enkelt eller nuanceret, som du selv har lyst til at gøre det til - og i sidste ende er det kun dig, der har det rigtige svar. Så skynd dig og book en tid til en løbetest eller kig forbi din nærmeste LØBEREN og få hjælp til at vælge lige præcis den sko, som er den helt rigtige for dig! Lige nu har LØBEREN en forårskampagne, hvor der er rigtig gode tilbud på løbesko - se mere her

 

/Thomas